Rally Sprint   29/06/26

Ib Kragh tog sit 11. DM-guld i hedebølgen
Lørdag kunne Ib Kragh for 11. gang lade sig hylde som Danmarksmester indenfor rallydisciplinen. Sammen med sin codriver Bo Mølgaard Jensen deltog han i DM-Ugen i Herning, hvor tredje og sidste afdeling af DM i rallysprint blev afviklet.

”Selv om vi måtte se os slået på dagen og måtte nøjes med en generel andenplads i løbet, betød andenpladsen sammen med vores resultater i de to forudgående afdelinger på Fyn og Sjælland, at Bo og jeg kunne kalde os Danmarksmestre,” siger rallykøreren fra Juelsminde.


Bo Mølgaard Jensen og Ib Kragh blev hædret med guldmedaljer og blomster.
(Foto: IK Motorsport)

DM-guldet kom i hus efter en varm dag i Porschen, der ikke var den bedst egnede rallybil til den hastighedsprøve, der skulle køres ved DM-Ugen. Først skulle den køres to gange i den ene retning, så to gange i den anden retning.

”Flere steder var hastighedsprøven meget smal, og vi skulle faktisk også køre på en cykelsti. Der var således ét sted, hvor jeg på forhånd vidste, at jeg skulle have Porschen helt ned i førstegear for at få den rundt,” siger Ib Kragh. ”Vi var 2,5 sekunder efter Carsten Jensen i det første heat, mens vi vandt det andet heat.”

”Tredje og fjerde heat var en ny retning, og den passede bedre til både mig og Porschen, fordi der var flere strækninger, hvor man kunne få mere fart på.”

Hedebølgen begyndte imidlertid at drille. På vej fra servicepladsen til hastighedsprøven begyndte alarmlamperne for vand- og olietemperatur at lyse i bilen. Starten på tredje heat blev derfor udskudt til at absolut sidste øjeblik.

”Efter halvanden omgang meldte den igen om for høj vandtemperatur. Jeg skiftede tidligt op i gear, så vi kunne gennemføre, men vi tabte heatet med tre sekunder,” siger Ib Kragh. ”Blæseren havde brugt så meget strøm, at et stik var smeltet, men vi fik lavet en nødløsning til heat 4, hvor det igen føltes som om, at bilen trak rigtigt. Vi kørte ni sekunder hurtigere, men Carsten Jensen havde også strammet tempoet, så vi tabte samlet løbet med 4,3 sekunder. Men Bo og jeg var meget tilfredse med en generel andenplads i de temperaturer, hvor der var 60 grader i sådan en rallybil.”


Et stik til Porsche blæser smeltede sammen under løbet.
(Foto: IK Motorsport)

”Vi skal have fundet frem til årsagen til fejlen med blæseren, så vi kan undgå dette problem,” siger Ib Kragh. ”Men ellers var det en fornøjelse at opleve de nye bremseklodser, som Gunnar Aaskov Motorsport havde skaffet hjem til bilen, og som var blevet fræset til, så de passede til bremsekalibrene. Det var skønt at mærke, at bremsepedalen var ens hver gang. Jeg har lært bilen endnu bedre at kende, og jeg bliver mere og mere dus med den.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Herning
  • 27/06/26 - Herning - Rally Sprint - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk