Det var en tilfreds Ib Kragh, som sammen med sine mekanikere og andre medlemmer af IK Motorsport kunne vende hjem fra Motorsport Shop Rallysprint i Ringe på Fyn. Det blev til en generelsejr, efter at han sammen med Bo Mølgaard satte bedste tid i tre af de fire tællende heats.
”Det var et rigtig fint arrangement, hvor der virkelig var styr på tingene,” siger Ib Kragh. ”Jeg har et par enkelte gange været tilskuer i Ringe, men det var første gang, jeg deltog. Og det er nok ikke sidste gang, at jeg gør det.”
Motorsport Shop Rallysprint er første af tre afdelinger til årets Danmarksmesterskab i rally, som Ib Kragh tidligere har vundet. IK Motorsport fik dog en problematisk start på søndagen i det fynske.
 Ib Kragh startede sæsonen med en sejr. (Foto: IK Motorsport)
”Vi var nødt til at lave nogle småjusteringer, for der var en støddæmper, som drillede. Men heldigvis fik vi løst problemet,” siger rallykøreren fra Juelsminde. ”Løbet fungerede som en rigtig fin funktionstest af Hyundaien. Jeg valgte at køre på et sæt dæk, som jeg sidste år havde brugt til både et DSR-rally og til to rallysprint.”
Motorsport Shop Rallysprint var endnu et kapitel i forberedelserne til selve sæsonen i Dansk Super Rally, som skydes i gang den 24. maj i Nykøbing Falster.
”Mit mekanikerteam med Bo, Christian og Lars har gjort et stort arbejde med at få min rallybil klar, mens Finn Thomsen og min bror Ole også har været meget aktive i kulissen,” lyder det fra Ib Kragh. ”Næste punkt på programmet bliver at få rallybilen dekoreret.”
IK Motorsport
Læs mere om: Ib KraghRinge04/05/25 - Ringe - Rally Sprint - DM |