| 
Fem måneder efter sæsonstarten kunne Ib Kragh lørdag afslutte sin 2025-sæson. Det skete ved landsfinalen i MRC Dansk Rally Sprint Cup, der blev kørt på en hastighedsprøve ved Kolding, hvor han startede sammen med sin faste rallysprintmakker, Bo Mølgaard.
  
 
“Bo og jeg sluttede som toer efter Kenneth Madsen,” siger Ib Kragh. “Normalt kører vi fire heat til disse arrangementer, men tidsplanen skred desværre, så det blev kun til tre heats, da arrangørerne - som vi jo altid gør - skulle tage hensyn til et lokalt speditionsfirma, som skulle have 30-40 lastbiler ind og ud fra området. Det gav en del ventetid, inden vi kunne starte på det første heat.”
 
 
 Ved Kolding tog Ib Kragh og Bo Mølgaard andenpladsen i MRF-finalen.
 (Foto: Flemming Jensen)
 
Om ventetiden var årsagen, skal være usagt, men co-driver Bo Mølgaard fik en tudse i halsen, da startflaget blev hævet og Hyundai i20N Rally2-raceren strøg afsted i første gennemkørsel.
 
 
“Dækkene var kolde, og jeg måtte råbe til Bo for at få at vide, om vi skulle køre venstre eller højre ind i de opstillede chikaner, som består af kegler,” fortæller rallykøreren fra Juelsminde. “Det var svært at få et svar fra ham. Jeg var meget påpasselig med chikanerne, for jeg har i tilsvarende løb tidligere fået ti strafsekunder for at ramme en chikane. Så var det bedre at undgå risikoen, køre lidt mere forsigtigt og sætte et sekund til pr. omgang.”
 
 
I det første heat blev makkerparret fra IK Motorsport slået med otte sekunder. I det andet med mindre end fire sekunder.
 
 
“Men nu havde Bo også fået stemmen tilbage,” siger Ib Kragh. “Da hastighedsprøven blev kørt i den modsatte retning som heat 3, passede den meget bedre til mig, men vi satte desværre tid til, da der gik for lang tid, inden vi kunne komme udenom et langsommere mandskab. Og det fjerde heat blev desværre aflyst, hvilket var synd, fordi der var mødt mange tilskuere op, som måtte vende skuffet hjem.”
 
 
2025 var Ib Kraghs 43. sæson i den sport, han lever og ånder for, når det ikke gælder de daglige opgaver i IK Auto på Industrivej i Juelsminde.
 
 
“Det har været en forholdsvis kort sæson, og en sæson med op- og nedture,” siger rallyveteranen. “Højdepunktet var generalsejren i Rally Aalborg i slutningen af juni. Lavpunktet var mit exit med flammer fra rallybilen i det Rally Juelsminde, jeg selv var med til at arrangere i august. Men sådan kan rally også være.”
 
 
”Nu hvor sæsonen er afsluttet, vil jeg gerne rette en stor tak til alle, som har gjort min deltagelse muligt. Det gælder selvfølgelig mine sponsorer og mine trofaste mekanikere, men også de hundredevis af officials og frivillige, som uanset vejret sørger for, at der bliver afviklet rally.”
 
  
IK Motorsport Læs mere om:
 Ib KraghIK MotorsportKolding Industri Ring25/10/25 - Kolding Industri Ring - Rally Sprint
 
 |