Der sker bare noget helt specielt, når Team Eilertsen Racing år efter år deltager i Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj
Teamet fra Espergærde har virkelig knækket nødden på den snævre bane, som er omkranset af betonklodser.
 (Foto: JJ Media)
I år stillede Henrik Eilertsen ikke kun op i en kategori, men hele to. Han har tidligere vundet i 71 klassen 3 gange, og i 2024 vandt han også Masters klassen i Legend Car kategorien.
Så 2025 stod den på ræs med begge biler, og med et titelforsvar i sigte i begge klasser.
Weekenden startede allerede fredag eftermiddag, med træning i 71 klassen. I år deltog den blå Ford Escort 1300 i 71-2 divisionen, som var for biler optil 1300ccm. Her startede Eilertsen med at være suverænt hurtigste kører i divisionen, og samtidig 6’er generelt, bag nogle biler med meget større motorer.
 (Foto: JJ Media)
Lørdag formiddag blev kvalifikationen kørt, og her blev det igen til en P1, med stor margin til den næste kører i divisionen. Det var dog først i løbene, at det for alvor skulle blive spændende.
Det første løb blev kørt lørdag aften, stærkt forsinket grundet forsinkelser i tidsplanen, men det blev til et godt løb, uden nævneværdig dramatik, og en sikker sejr.
Det samme gjorde sig gældende i løb 2, hvor det igen blev en rolig og kontrolleret start på løbet – indtil koblingen pludselig eksploderede halvvejs inde i løbet. Det lykkedes at holde bilen kørende, ved kun at bruge 3. og 4. gear, og time selve gearskiftene uden brug af koblingen. Det kostede en enkelt generel placering, men der var stadig så stort forspring til den direkte divisions konkurrent, så målstregen igen kunne passeres som etter.
 (Foto: JJ Media)
Spørgsmålet var, hvordan at starten på løb 3 ville foregå – for det var stående start, og med en masse angrebsivrige kørere omkring sig. Heldigvis lykkedes det at komme af sted fra startstregen, selvom det ikke var den bedste start på et racerløb.
Herefter gjaldt det om at holde bilen kørende i 14 omgange, inden målstregen kunne passeres som vinder for 3. gang i weekenden.
 (Foto: JJ Media)
En nærmere inspektion af bilen, viste at koblingen var blevet slynget ud, og havde lavet huller i gearkassen – så det var meget heldigt, at bilen stadig kunne køre, og at hullet var et sted, så den ikke tabte gearkasseolien.
 (Foto: JJ Media)
Legend Cup klassen startede med en træning fredag aften. Her havde Eilertsen den fordel af allerede at have været på banen i Ford’en, og her satte han den næsthurtigste tid af alle.
De takter fortsatte i Kvalifikationen lørdag formiddag, hvor han stille og roligt opbyggede fart, inden han satte den næsthurtigste tid af alle igen. Uheldigvis havde Henrik snittet af en af de såkaldte floppys, som var noget små plastik pinde, der stod rundt i nogle af banens chikaner, for at kørerne ikke skulle skære svinget lidt for meget. Så i stedet for P2 blev det til startposition P7.
Den 7. plads blev dog hurtigt vekslet til en 4. plads, og hvad vigtigere var, den næstbedste Masters kører i feltet, som var for kørere på 40 år eller ældre.
 (Foto: JJ Media)
I løb 2 blev der også kæmpet hårdt omkring pladserne, hvor Eilertsen kæmpede med yderligere et par Masters kørere, plus en der kørte om de generelle pokaler. Selvom der blev kørt tæt, lykkedes det at få endnu en andenplads kørt hjem i Masters, og som 4. bil i mål.
Det var dog først efter det 3. og sidste heat, at der skulle deles pokaler ud, så det gjaldt om at holde snuden i sporet.
Det blev ikke noget nemt heat, især da der var Safety Car undervejs, hvilket samlede hele feltet, og kørere som var kommet lidt bagud, derfor igen var helt oppe i bagskærmen på den lille blå Legend racer med nummer 69 på døren.
Derfor handlede det også om at vælge sine kampe, og fokusere på Masters kategorien, hvor der blev kørt en flot 2. plads hjem.
 (Foto: JJ Media)
Dermed blev den i alt 7. pokal kørt hjem ved CHGP arrangementet. Det kunne kun lade sig gøre, ved hjælp af fantastisk arbejde fra chefmekaniker Bjørn Andersen samt Christian Måns Larsson, der hjalp med at holde begge biler kørende i denne weekend.
Næste løbsweekend for Team Eilertsen Racing bliver den 29.-30. august 2025 på Ring Knutstorp, i den svenske Valeryd Legends Cup Sweden.
 Christian Måns Larsson, Henrik Eilertsen, Bjørn Andersen. (Foto: JJ Media)
Team Eilertsen Racing
JJ Media Læs mere om: Bellahøj (Gadeløb)10/08/25 - Bellahøj (Gadeløb) - Historisk 197110/08/25 - Bellahøj (Gadeløb) - Legends Car Cup |