Diverse   06/08/25

DASU Elitenyt
FIA-podie til Niklas Vejen i Rødby
Danske topresultater på Magny-Cours
Mikkel Jensen på IMSA-podiet
Noah Strømsteds første F3-sejr
Rasmussen & Lundgaard på Portland International Raceway
Thiim på Nürburgring


(Foto: Christian Hildgaard Hansen)

Siden sidst
FIA-podie til Niklas Vejen i Rødby
Det er nu anden gang, at Rødby Karting Ring er vært for en afdeling af FIA Karting European Championship, hvilket fandt sted i weekenden.

Derudover kørte FIA Karting Academy Trophy Senior også i Rødby, og her fik Danmark og DASUs repræsentant, Niklas Vejen, vist sit talent. Den danske kartingkører afsluttede hjemmebane-løbsweekenden med en tredjeplads i finalen, hvor han i regnvejr kørte sig til podiet fra en startplacering på femtepladsen. I kvalifikationen kørte han fjerdehurtigste tid, og tog desuden en sejr i det indledende kvalifikationsheat. Efter et succesfuldt resultat i Rødby slutter Niklas Vejen Academy-mesterskabet på en femteplads.

Vejen er ikke den eneste dansker, som for nylig har været på podiet i FIA Karting Academy Trophy. I sidste måned var Danmark og DASUs Junior-kører, Marc Alexander Reistrup, på Mülsen-banen i Tyskland for at køre anden afdeling. Som det gik Vejen, formåede Reistrup at indtage podiet med en tredjeplads i finalen efter at have startet fra en niendeplads. Han er nu rykket op i top-10 i mesterskabet inden finaleafdelingen køres i slutningen af september i Italien.

For de øvrige danskere i Rødby – dem, som kørte med til EM – var det en udfordrende weekend, som desværre ikke resulterede i topresultater.

 


 

Siden sidst
Danske topresultater på Magny-Cours
To danskere leverede topresultater ved weekendens GT World Challenge Europe Sprint Cup, som blev kørt på Magny-Cours-banen i Frankrig.


(Foto: SRO Motorsports Group)

I Bronze Cup-klassen gik det særdeles godt for Porsche-fabrikskører Bastian Buus i lørdagens race 1. Danskeren tog en klassesejr, og sammen med Lionspeed GP-teamet befinder han sig på en andenplads Bronze Cup-mesterskabet med få point op til de mesterskabsførende.

I slutningen af måneden kæmper Buus om mesterskabssejren ved finaleafdelingen på Nürburgring.

Læs mere om Bastian Buus’ løbsweekend.


(Foto: SRO Motorsports Group)

For Sebastian Øgaard i Gold Cup-klassen var det også en vellykket løbsweekend på Magny-Cours. Øgaard indtog podiet hele to gange med tredjepladser i begge race. Tresor Competition-køreren har generelt haft en pokaltung sæson, og han er efter weekendens resultat oppe på syv podieplaceringer med en foreløbig fjerdeplads i Gold Cup-mesterskabet.

Læs mere om Sebastian Øgaards løbsweekend.

Se highlights fra race 1

 


 


(Foto: TDS Racing)

Siden sidst
Mikkel Jensen på IMSA-podiet
På Road America kørte Mikkel Jensen i weekenden en afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship. Danskeren var til start i LMP2-klassen for TDS Racing sammen med medkører Steven Thomas, hvor det lykkedes at hente en tredjeplads hjem. Podieplaceringen kom i hus efter et løb, som ellers havde udsigter til et endnu bedre resultat.

”Desværre mister vi en del placeringer under mit pitstop på grund af trafik i pitlane og en anden bil, som vælger at køre gennem vores område, hvilket forsinker processen. Da jeg skal ud, har der samlet sig en kø af biler, og da jeg kommer tilbage i løbet igen, er vi pludselig nede på en syvendeplads,” siger Mikkel Jensen i en pressemeddelelse, som formåede at køre sig tilbage på den tredjeplads, de lå på inden pitstoppet.

Læs mere om Mikkel Jensens løb.

 


 

Siden sidst
Noah Strømsteds første F3-sejr
I FIA Formula 3 Championship har Noah Strømsted opnået sin første sejr. I slutningen af sidste måned kørte den danske Mercedes Junior-kører på Spa-Francorchamps, hvor han sejrede i lørdagens sprintløb foran et felt på næsten 30 konkurrenter.

Den seneste afdeling blev kørt i weekenden på Hungaroring, og det var en af de sværere afdelinger uden topresultater for det danske formeltalent hos Trident-teamet.

Der er nu én enkelt afdeling tilbage af FIA Formula 3 Championship, og Noah Strømsted befinder sig på en sjetteplads.

Se highlights fra sprintløbet på Spa

 


 

Det sker
Rasmussen & Lundgaard på Portland International Raceway
Der er tre afdelinger tilbage af IndyCar 2025, og i den kommende weekend køres sæsonens tredjesidste afdeling. Løbet køres på Portland International Raceway, og både Christian Lundgaard og Christian Rasmussen går ind til løbsweekenden med gode resultater fra den seneste afdeling på Laguna Seca. Her kom sæsonens femte podieplacering i hus for Lundgaard, som tog en andenplads med Arrow McLaren-teamet, mens Rasmussen sluttede inden for top-10 med en niendeplads.

Forud for Portland-løbet indtager Lundgaard mesterskabets femteplads, mens Rasmussen hos Ed Carpenter Racing befinder sig på 14. pladsen.

Læs mere & se tidsplan

 


 

Det sker
Thiim på Nürburgring
Efter en måneds pause er DTM tilbage denne weekend med løb på Nürburgring. Det er sæsonens femte afdeling ud af otte, hvor 9. og 10. løb skal afvikles. Nicki Thiim skal selvfølgelig i aktion på den legendariske tyske racerbane. Danske Thiim er til start for ABT Sportsline i en Lamborghini Huracán GT3 Evo 2, hvilket er bilen med startnummer #2 på gridden.

Ud over Nicki Thiim kører seks andre danskere også på Nürburgring i weekenden i form af supportløb til DTM.

Tobias Bille Clausen, Oskar Lind Kristensen, Victor Nielsen og Andreas Jochimsen kører alle fire med i ADAC GT4 Germany. De kan ses i race 1 lørdag kl. 16:10 og i race 2 søndag kl. 15:15.

I Prototype Cup Germany stiller Mathias Bjerre Jakobsen samt Mikkel C. Johansen til start. Race 1 køres kl. 17:35 om lørdagen, og søndag køres race 2 kl. 16:40.

Læs mere & se tidsplan

DASU


Læs mere om:
  • Andreas Jochimsen
  • Bastian Buus
  • Christian Lundgaard
  • Christian Rasmussen
  • Mathias Bjerre Jakobsen
  • Mikkel C. Johansen
  • Mikkel Jensen
  • Nicki Thiim
  • Noah Strømsted
  • Oskar Kristensen
  • Sebastian Øgaard
  • Tobias Bille Clausen
  • Victor T. Nielsen
  • Hungaroring
  • Magny-Cours
  • Nürburgring
  • Portland Int'l
  • Road America
  • 03/08/25 - Hungaroring - FIA Formula 3 - FIA VM
  • 03/08/25 - Magny-Cours - GT World Challenge Sprint
  • 03/08/25 - Road America - SportsCar Championship - Internationalt
  • 10/08/25 - Nürburgring - ADAC GT4 Germany
  • 10/08/25 - Nürburgring - DTM
  • 10/08/25 - Nürburgring - Prototype Cup Germany
  • 10/08/25 - Portland Int'l - IndyCar Series

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto