SportsCar Championship   04/08/25

Brutal afslutning på løbet kostede placeringer
Malthe Jakobsen og Crowdstrike Racing måtte nøjes med en sjetteplads i weekendens afdeling af IMSA SportsCar Championship på Road America.


(Foto: Fred Hardy)

Massive forberedelser i ugerne op til løbet havde ellers givet et solidt afkast, da George Kurtz sikrede anden startplacering til søndagens 2,4 timers løb på banen i Wisconsin. Også i løbet leverede Kurtz en imponerende indsats og kunne aflevere bilen til Malthe Jakobsen på andenpladsen.

- Herfra gjaldt det bare om at holde bilen med fremme og så kæmpe med om sejren til sidst, men så godt skulle det åbenbart ikke gå for os, siger Malthe Jakobsen, som i starten af sit stint lykkedes med at holde planen.


(Foto: Fred Hardy)

En safety car-periode ramte feltet, og her valgte Crowdstrike Racing at tage et hurtigt pitstop for at have benzin nok til resten af løbet.

- Vi røg ned på fjerdepladsen under pitstoprunden, og da løbet blev givet frit, blev jeg overhalet af en enkelt, som jeg lå og kæmpede med frem mod slutningen af løbet. På sidste omgang tog jeg chancen for at køre mig tilbage på fjerdepladsen, men det endte i et brag, hvor vi begge røg af banen og fik store skader på bilerne, fortæller Malthe Jakobsen, der dog ikke var færdig med at kæmpe:

- Vi kom begge tilbage på asfalten, og et par sving senere fik jeg held med at komme forbi, men det var på ingen måde kønt at se på. Jeg kom i mål med en virkelig hærget bil, og en sjetteplads var alt andet end hvad, vi kom efter, så humøret var ikke ligefrem i top efter løbet, siger thyboen, som har en hård konklusion på løbets udfald:


(Foto: Fred Hardy)

- Der blev virkelig kørt hårdt, og jeg kunne nok have haft albuerne endnu mere ude og brugt bilen som de andre gjorde, men jeg valgte at passe på bilen og være forsigtig. Det ærgrer mig, at teamet ikke fik et godt resultat ud af de store anstrengelser, der er gjort for at kunne kæmpe med om sejren, siger han.

Nu er der til gengæld en længe ventet sommerpause for den thy'ske racerkører, som først skal i køredragten igen til september, når sjette afdeling af FIA World Endurance Championship køres på Circuit of The Americas i Texas.

Jakobsen Motorsport

Kim Gripping


Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Road America
  • 03/08/25 - Road America - SportsCar Championship - Internationalt

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto