Nordic 4   20/06/25

Rutsjebanen venter forude
Nordic 4STEP Motorsports fire kørere er klar til tredje afdeling af det danske Nordic 4-mesterskabet på Ring Djursland. For de tre rookies bliver det en særlig oplevelse.


(Foto: Grippo)

For mens Sebastian Bach har én sæsons erfaring i rygsækken og dermed også har prøvet kræfter med den østjyske racerbane, har hans holdkammerater aldrig før kørt på banen. Ikke fordi de ikke vil - men fordi, strenge støjregler forhindrer træningsdage på banen. Den slags giver en naturlig fordel til erfarne kørere, og samtidig er det en enestående mulighed for at øve sig på at lære hurtigt.

- Som racerkører skal du være i stand til at komme op i fart og være konkurrencedygtig uden en masse træning forinden. Du kan altid forberede dig ved at se video fra banen, og ofte kan banen også læres i en simulator, så på den måde er der ingen undskyldninger. Kørere med erfaring har helt sikkert en fordel på Ring Djursland, men det er et vilkår, som de nye må kompensere for med deres indsats, så jeg ser det kun som en fordel for deres udvikling, siger teamchef Morten Dons.

Den korte racerbane mellem Ebeltoft og Grenaa er da heller ikke som racerbaner er flest. Bare 1.752 meter lang er den, med tre højresving og et enkelt venstresving. Det lyder ikke af meget, men tilføj så markante højdeforskelle på op mod 15 meter, så giver det mening, at Ring Djursland er en bane, som skiller vandene. Enten er du vild med den - eller også er du ikke.


(Foto: STEP Motorsport)

Når de fire STEP Motorsport-kørere ankommer til banen er to af dem mesterskabsførende. Sebastian Bach fører an i det samlede mesterskab, mens Viktor Snebjørn Poulsen ligger forrest i Rookie-mesterskabet. Derfor er der som altid stort fokus på forberedelserne inden weekenden:

- Alle vores kørere har brug for det bedste materiel, så de kan fortsætte deres udvikling uden tekniske udfordringer. Sådan er det uanset mesterskabsstillingen, men selvfølgelig giver det ekstra motivation til os alle, at vi har biler med helt fremme i mesterskabet. Det er rart at se, at det hårde arbejde betaler sig, siger Morten Dons.

Søndagens løb i Nordic 4-mesterskabet kan ses live på Youtube-kanalen Dansk Motorsport Live. De to løb køres henholdsvis klokken 10.17 og 14.10.

STEP Motorsport


Læs mere om:
  • Sebastian Bach
  • Viktor Snebjørn Poulsen
  • STEP Motorsport
  • Ring Djursland
  • 22/06/25 - Ring Djursland - Nordic 4

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport