Teenagerne Marcus Terkildsen og Jonas Mortensen kører for første gang i klassen I weekenden lægger Ring Djursland ikke bare asfalt, men også bakker og blinde sving til, når årets fjerde afdeling af Selected Car Group Super GT Danmark skal afvikles. Banen på Jyllands næsetip har i sig selv altid været en udfordring, og med til udfordringen er også det forhold, at der ikke er mulighed for at teste før et løb.
 Casper Pilgaard er i weekenden på hjemmebane, når fjerde afdeling af Selected Car Group Super GT køres på Ring Djursland. (Foto: Stumpphoto)
Til trods for dette er der alligevel to kørere, som har valgt, at netop den snart 60 år gamle bane skal være stedet for deres debut i klassen! Det er de to teenagere Marcus Terkildsen og Jonas Mortensen fra henholdsvis Horsens og Silkeborg.
For begge kørere bliver det deres hidtil største udfordring i motorsporten. 15-årige Marcus Terkildsen har i sin forholdsvis korte tid i bilsporten prøvet kræfter med en del forskellige klasser, siden han sidste år debuterede i Nordic 4-klassen. Siden er det blevet til flere starter i Danish Endurance Championship og en enkelt i C1 Scandinavia, og nu skal han stille op for Birk Motorsport.
Jonas Mortensen er godt tre måneder yngre. Han havde sidste år sin første sæson i den daværende 1600 Challenge, og han har i sin Peugeot 208 i år også været med i det nye Touring Car Championship Denmark. Men weekendens løb bliver hans første i en baghjulstrukket racerbil…
 Efter top 3-placeringer i sin hjemby Viborg ankommer Martin Andersen til Ring Djursland med føringen i mesterskabet. (Foto: Stumpphoto)
Før løbsweekenden fører Martin Andersen, Viborg, i kampen om Super GT-mesterskabet. Den seneste løbsweekend på hjemmebanen under Classic Race Viborg udløste to tredjepladser og en andenplads, hvilket udbyggede den tidligere mesters føring. Men på Ring Djursland er der en anden kører, som har hjemmebane. Det er Casper Pilgaard, Ryomgård.
Djurslændingen har haft en svær start på sæsonen, men for hver afdeling af Super GT-serien er han kommet tættere og tættere på fronten. To tredjepladser i finalerne på FDM Jyllandsringen og i Viborg er det blevet til. Kommer sæsonens først sejr på søndag på Ring Djursland?
Selected Car Group Super GT Danmark
Morten Alstrup Læs mere om: Ring Djursland22/06/25 - Ring Djursland - Super GT Danmark |