Rally   13/09/21

Et travl weekend for Rally Team Mejer gav to topplaceringer til teamet
Efter en 2. plads i det seneste rally på Lolland Falster for 14 dage siden, satte Kurt Mejer og Steen Bøgelund sig atter i den hurtige Volvo 242 Turbo, da der lørdag, den 11. september blev kørt en afdeling af Mini Rally Syd-turneringen i det nordlige Tyskland.

Det var Cimbern Rallye 2021 med start i Süderbrarup, sydøst for Flensborg, som denne lørdag lagde asfalt og grus til 2. afdeling af Mini Rally Syd-turneringen. Med knapt 100 deltagere, og tællende til det tyske mesterskab, var der lagt op til hård konkurrence i det meget skiftende vejr. Regnvåde veje det ene øjeblik, skiftende til tørre veje det andet øjeblik gav store udfordringer med valget at de rigtige dæk.


Kurt Mejer og Steen Bøgelund havde et godt Cimbern Rallye i Tyskland, og kom hjem med maksimum point til det historiske mesterskab.
(Foto: Joachim Krakow - jokrarallye)

Det var dog ikke kun dækvalget der på dagen gav udfordringer. Kurt Mejer berettede efter løbet:

”Først og fremmest kørte jeg hele dagen med en influenza, som jeg de seneste dage har været plaget af, men det gik nu godt nok. Det var værre med vores dækvalg. Da vi startede fra servicepladsen i Süderbrarup var himlen nærmest blå, og solen skinnede på servicepladsen, så vi valgte dæk efter vejret. Desværre havde vi en forholdsvis lang transportetape, næsten til Flensborg, hvor himlen så mere ulden ud. Lige da vi skulle starte på den første hastighedsprøve kom der nærmest skybrud. Vejene blev meget våde og glatte, så vore tørvejrsdæk kunne slet ikke få bid i asfalten.

Sådan skiftede det hele dagen, og vi måtte konstatere at vores dækvalg konstant var forkert. Næste problem opstod allerede på første hastighedsprøve, hvor motoren ved lidt højere omdrejninger havde mange udsættere, og slet ikke kørte optimalt. Vi fandt aldrig årsagen, og besluttede hurtigt at så måtte det briste eller bære. Beslutningen blev at køre med den så længe den holdt – det gjorde den så heldigvis hele løbet. Vi kom i mål, om end vi kunne have ønsket os nogle hurtigere tider på de enkelte hastighedsprøver”


Cimbern Rallye 2021 i Nordtyskland bød på både regn og sol, så dækvalget var vigtigt for Kurt Mejer og Steen Bøgelund, som kom hjem med en klassesejr.
(Foto: Joachim Krakow - jokrarallye)

Ved mål kunne Kurt Mejer og Steen Bøgelund konstatere at de, trods strabadserne i løbet af dagen, kunne tage hjem fra Tyskland med en 1. plads i bagagen, og rigtigt gode point til det samlede regnskab i Mini Rally Syd-turneringen. Næste Rally for Kurt Mejer og Steen Bøgelund er 6. og sidste afdeling om Danmarksmesterskabet og 3. afdeling af Mini Rally Syd der køres omkring Tarm og Skjern den 9. oktober.

Også Heino Mejer og Bo Mølgaard i den anden hurtige Volvo 242 turbo var på asfalten i weekenden, da der blev kørt hillclimb ved Sdr. Vissing mellem Horsens og Silkeborg. Efter de tre indledende heat havde Heino Mejer kvalificeret sig til finalen, som han i overlegen stil vandt med godt 30 sekunder ned til nr. 2, Kenn Rasmussen i Opel Kadett.

Efter at have vundet alle heats i Sdr. Vissing, kunne Heino Mejer køre hjem med visheden om at han i år har været den hurtigste kører i samtlige Hillclimb der er kørt. Han har vundet samtlige heats for historiske biler, han har stillet op i, og kan dermed også kalde sig HMS (Historisk Motor Sports) mester i Hillclimb 2021, samt mester i klasse 7B. Heino Mejers pausesæson fra rally, skulle vise sig alligevel at give et par mesterskaber til det hurtige familie-team fra Horsens.

Næste løb for Heino Mejer bliver John Frederiksen Rally Special, den 19. september i Roskilde. Løbet tæller ikke til noget mesterskab, men bruges som årets finaleløb for Rally Team Mejer.

Rally Team Mejer

rallypics.dk
Viggo Johansen


Læs mere om:
  • Kurt Mejer
  • Schleswig
  • Silkeborg
  • 11/09/21 - Schleswig - Rally
  • 11/09/21 - Silkeborg - Hill Climb

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto