Klubrally   23/10/19

"Vilde Kræfter" slippes løs i Aars
Lørdag d. 2. november præsenterer Motorsport Nordjylland (MNJ) det traditionsrige klubrally: Herregårdsløbet. Dette sker i samarbejde med Erhvervsskolerne i Aars, Peugeot/Citroën - Aars, Ford Aars og Ejner Hessel - Aars.

Herregårdsløbet er vært for Yokohama DM-finalen i klubrally - både individuelt og for klubhold. MNJ forventer et stort startfelt samt masser af godt ræs. Rallycentrum er Erhvervsskolerne i Aars, og herfra afvikles 6 prøver i Aars vestlige industriområde, som hver køres 2 gange. Herregårdsløbet 2019 afsluttes med en prøve på Erhvervsskolerne. Der bliver masser af fart og spænding i Aars!


Christian André L.F. Christensen (t.h) og Anders Gade Nielsen er klar til Yokohama DM-finalen i Aars

”VILDE KRÆFTER”
"Vilde kræfter" lørdag d. 2. november betyder også andre aktiviteter på Erhvervsskolerne, idet Danske Bedste Lærling hos landbrugsmaskinmekanikerne kåres. Der vil desuden være udstilling af spændende traktorer, og blandt disse udpeges HIMMERLANDS FEDESTE TRAKTOR.
De tre sponserende autoforhandlere udstiller nogle af deres flotte biler, og de er naturligvis klar til en handel, hvis det bliver aktuelt. Samtidig vil kørere med tilknytning til de tre autoforhandlere fighte om sponsorpokalen og håneretten i Herregårdsløbet.

MOTORSPORTS-UDSTILLING.
”Piger i motorsporten” er til stede på udstillingen, hvor Majbritt Linnemann ved middagstid vil holde et lille foredrag omkring dette at være pige i motorsporten. Endvidere er der repræsenteret en bred vifte af biler fra MNJ: rally, klubrally, folkerace, rallycross, crosskart og MRC.

Ved præmiefesten får Herregårdsløbet besøg af MNJ's internationale rallycross-kører: Ulrik Linnemann, som kan fortælle mange interessante historier fra motorsport på topplan. Ulrik Linnemann selvfølgelig også træffes på selve motorsports-udstillingen, hvor der er mulighed for en autograf og en sludder med den skrappe MNJ-kører.


Den superhurtige rallycross-chauffør: Ulrik Linnemann er med på motorsports-udstillingen ved DM-finalen i klubrally, som foregår i Erhvervsskolerne Aars

LOKALE TOPFAVORITTER I DM FOR KLUBRALLY & DM FOR KLUBHOLD.
Fem klubrally-mandskaber fra MNJ har klaret sig flot i 2019-sæsonen, og har alle scoret medaljer i det jysk/fynske mesterskab. I Yokohama DM-finalen skal de fighte om medaljerne i deres respektive konkurrence-klasser.
Samtidig afgøres DM for klubhold, hvor MNJ er pæne favoritter på hjemmebane. De tre bedste placeringer ud af 5 mandskaber afgør slutresultatet.


Kennet Larsen og Natasja Wulff Nielsen ser frem til en spændende DM-finale på hjemmebane i deres Volvo 850

MNJ-MANDSKABERNE:
Niels og Inger Bjerre, Peugeot 306 GTI.
Christian André F.L. Christensen og Anders Gade Nielsen, Peugeot 106 GTI.
Kim og Maike Naujokat Jensen, Peugeot 206 GTI.
Kennet Larsen og Natasja Wulff Nielsen, Volvo 850.
Thomas Vigh Sørensen og Krisitine Bitsch, Peugeot 206 GTI.

Med venlig hilsen
MOTORSPORT NORDJYLLAND

Åge Keseler Kirketerp


 
Reklamer

H.I. Auto


Yokohama Advan dæk


Bruno Hansen Motorsport