DM Rally   19/09/19

Roskilde bliver næste stop for Suzuki Motorsport
Suzuki Motorsport er atter at finde talstærkt i feltet, når årets femte afdeling af Danmarksmesterskabet i rally køres på lørdag. Rally Roskilde er navnet, og det bliver på Dyrskuepladsen i Roskilde og en række hastighedsprøver mellem Roskilde og Ringsted, at kampen skal stå.

”Vi går kort og godt efter at vinde vores klasse og blive bedste hold blandt tohjulstrækkerne,” fortæller Kenneth Madsen (Ruds Vedby). Han starter atter med Mette Felthaus (Horsens).


Kenneth Madsen og Mette Felthaus går efter sejren i deres klasse
(Foto: Morten Alstrup)

”Mette og jeg udgik jo desværre af forrige DM-rally i Sorø. Det var en trækaksel, som pludselig knækkede, og det er noget, som vi ikke har oplevet før i de otte år, vi har anvendt den pågældende type trækaksel og gearkasse på vores biler. Det gør, at vi reelt kun har chancen for at kæmpe med om sølvmedaljen, for skal vi blive Danmarksmestre, kræver det, at vores værste konkurrenter får uheld.”

Suzuki Motorsports to øvrige mandskaber stiller op i klasse 4 for tohjulstrukne biler op til 1.600 cm3. De to biler bemandes af Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) og Allan Kirkegaard/Mathilde Ladefoged (Ruds Vedby/Aarhus).


Allan Kirkegaard og Mathilde Ladefoged har deres anden fælles DM-start sammen

”Siden Suzuki Rally Sorø deltog Mathilde og jeg i rallysprintet i Ringkøbing, der jo er hendes gamle hjemby,” fortæller Allan Kirkegaard. ”Det var vores andet løb sammen, og det gik rigtig godt, og det var en god forberedelse til løbet i Roskilde.”

”Det bliver første gang, at jeg skal deltage i et DM-rally i det område. Jeg har set nogle videoer af hastighedsprøverne, og de tegner til at være gode, men mine teamkammerater har også fortalt, at det denne gang er en anden type hastighedsprøver end dem, man normalt ser i det område.”


Jacob Madsen og Line Nedergaard vandt deres klasse ved seneste DM-rally
(Foto: Allan Christiansen)

Ved Suzuki Rally Sorø gjorde Jacob Madsen comeback til DM-serien. Det skete med en sejr.

”Det gik over al forventning sidste gang,” siger han. ”Line gjorde det rigtig godt med noterne, og det gælder om, at vi får forfinet vores samarbejde. Målsætningen er at komme i mål med en hel bil, og så må vi se, hvad vores fart rækker til.”

Rally Roskilde får dog ikke deltagelse af Anders Lysen (Sorø). ”Ved et rallysprint tidligere på måneden blev gearkassen på mine nye Suzuki Swift R+ beskadiget,” fortæller teamchefen. ”Vi fik hurtigt fat i de nødvendige reservedele, men efter en kort funktionstest mandag måtte vi desværre konstatere, at gearkassen stadig havde en mislyd, så jeg har været nødt til at melde afbud.”

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Kenneth Madsen
  • Mette Felthaus
  • Roskilde
  • 21/09/19 - Roskilde - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk