DM Rally   01/09/19

Rallybilerne skabte fantastisk stemning i Sorø
Årets sidste augustlørdag var ikke som alle andre lørdage i Sorø. For en dag var byens centrum forvandlet til hele Danmarks rallycentrum, da Suzuki Rally Sorø blev afviklet som fjerde afdeling af Autoplus Dansk Super Rally – det danske mesterskab i rally.


Torvet var bare et af de områder i Sorø, som lørdag var fyldt op med rallydeltagere
(Foto: Morten Alstrup)

Fra krydset ved Absalongade i nord til Boldhusgade i syd var det ikke tøjstativer og andre udendørsvarer, der optog pladsen på fortovet gennem Storgade. Det gjorde i stedet rallybilerne og de tilhørende servicekøretøjer, som også lagde beslag på en del af såvel Torvet som Akademigrunden. Klokken 11.30 kunne borgmester Gert Jørgensen hæve Dannebrog og sende Kenneth Madsen/Mette Felthaus afsted som første mandskab, hvorefter yderligere 85 mandskaber startede med et minuts mellemrum.

Det var langt fra alle startende, der lørdag aften nåede målet på Torvet. De ni hastighedsprøver, der blev kørt ved Nyrup, Tåderup, Vielsted og Sasserbro, krævede deres ofre. Enkelte hold kom i nærkontakt med botanikken og fik ødelagt deres rallybiler, men ellers var det primært en lang stribe tekniske defekter, som gjorde, at kun 53 mandskaber nåede i mål.


Kristian Poulsen interviewes på Torvet i Sorø efter at være kommet i mål som
(Foto: Allan Christiansen)

Løbet blev vundet af Kristian Poulsen/Ole R. Frederiksen, som også havde sejret i sæsonens tre foregående DM-rallyer. Ved Suzuki Rally Sorø satte de bedste tid på otte af de ni hastighedsprøver, og det var først på den sidste hastighedsprøve, at de blev slået af Ib Kragh/Ditte Kammersgaard, som tog andenpladsen i løbet foran Roland Poulsen/Freddy Pedersen.

Mange hold fra Midt- og Vestsjælland var til start i Suzuki Rally Sorø, og flere af dem scorede klassesejre. Det gjaldt således Anders Lysen/John Madsen, der i den nye firhjulstrukne Suzuki Swift R+ vandt deres klasse og blev nummer fire generelt, mens Jacob Madsen også strøg til tops i sit comebackløb i DM-serien. Sammen med Line Nedergaard vandt han den såkaldte R2-klasse, der med 24 startende mandskaber var den største enkeltklasse i løbet.


Jacob Madsen og Line Nedergaard fløj til sejren i den største klasse
(Foto: Allan Christiansen)

Slagelse-parret Mathias Christiansen/Camilla Jensen vandt klasse 1 for de mindste rallybiler. Casper Olsen/Mikkel Olsen fra Vemmelev/Glumsø sejrede i klasse 2, mens Flemming Hansen/Michael Hansen fra Glumsø/Ringsted vandt klassen for de historiske biler op til 2.000 cm3.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Sorø
  • 31/08/19 - Sorø - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport