Rally   12/08/19

Weekenden gav Suzuki Motorsport fire sejre
Traditionelt markerer den anden weekend i august starten på anden halvdel af den danske rallysæson. Sådan var det også i år, og det blev en god genstart for Suzuki Motorsport. Status efter to rallysprints i først Fårvang og siden Randers var en generalsejr, tre klassesejre samt yderligere to andenpladser og en tredjeplads for teamet med de sorte og gule Suzukier.

Generalsejren kom ved årets tredje afdeling af Yokohama-mesterskabet, som fandt sted lørdag i Randers.

”I Randers havde man gjort et godt stykke arbejde for at finde en ny prøve. Man havde i første omgang taget en vej med i et stykke skov, men det var så fedtet og gik så langsomt, at jeg faktisk havde svært ved at holde min nye Suzuki Swift R+ i gang. Skovstykket blev fjernet, og så havde vi en lille fed prøve, og den passede godt til mig,” siger Anders Lysen. ”Der var godt fart i bilen, og jeg endte med at tage den generelle sejr efter en fed dyst med Ib Kragh, men også Kenneth.”


I sin tredje start i sin nye Suzuki Swift R+ tog Anders Lysen sin første sejr
(Foto: Morten Alstrup)

Sejren for Anders Lysen – som i Randers havde Line Nedergaard med i co-driver-sædet – kommer blot i hans tredje start i den nye Suzuki Swift R+ med firhjulstræk.

”Min første start var ved Yokohama-løbet i Skælskør. Den anden var i Fårvang fredag, og lørdag vandt jeg så i Randers,” siger Anders Lysen. ”Det er 19 år siden, at jeg kørte med firhjulstræk sidst. Det er en lidt anderledes kørestil end det, jeg har kørt i de mellemliggende år, men jeg er yderst tilfreds med bilen.”

Den generelle sejr i det randrusianske Yokohama-mesterskabsløb udløste i sagens natur også en klassesejr for Anders Lysen, men ellers var det Kenneth Madsen/Mette Felthaus, som stod for Suzuki Motorsports to andre klassesejre i weekenden. Begge gange blev de sikret i klassen for de hurtigste, tunede biler uden firhjulstræk.

Første klassesejr kom ved Birch / Tvilum Rallyshow. I Fårvangs industrikvarter lykkedes det makkerparret at køre en generel femteplads hjem efter fire firhjulstrækkere – heriblandt Anders Lysen – men de måtte kæmpe hårdt for at blive bedste mandskab i en tohjulstrækker. Blot 2,7 sekunders forspring havde de til nærmeste rival. Mere overlegne var de ved Yokohama-mesterskabsløbet i Randers, hvor forspringet løb op i over et halvt minut.

Ved begge arrangementer var Allan Kirkegaard/Mathilde Ladefoged til start i teamets Suzuki Swift Sport 1600. Såvel ved Birch / Tvilum Rallyshow i Fårvang som i Yokohama-mesterskabsløbet i Randers blev det til andenpladser i klassen.

”Allan leverede en rigtig super indsats over begge dage, og i Fårvang formåede han desuden at køre en så god tid, at han var blandt de 20 bedste kørere fra et startfelt på 71 biler, som gik videre til finalen,” siger Anders Lysen.

Allerede næste søndag – 18. august – er Suzuki Motorsport i aktion igen. Det sker ved tredje afdeling af Yokohama-mesterskabet Øst på Avedøre Holme.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Kenneth Madsen
  • Line Nedergaard
  • Mette Felthaus
  • Fårvang
  • 09/08/19 - Fårvang - Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto