DM Rally   30/04/19

Steen Johansen med forkerte dæk på bilen i øsende regnvejr
- Men er alligevel tilfreds med sit resultat i DM-turneringens første runde
Ganske vist har Steen Johansen, Hårlev, allerede én DM-sæson bag sig i sin Skoda Fabia Super 2000, men alligevel er der stadig noget at forbedre og arbejde med.

I weekendens Cimbern Rallye i Slesvig måtte han nøjes med en sjetteplads i sin klasse, men kørte tilfreds hjem fra denne første runde i opgøret om Autoplus Dansk Super Rally og mesterskabet i Klasse 6 for 4-hjulstrukne biler.


Steen Johansen og Claus Amstrup på vej mod mål på dagens første hastighedsprøve i det slesvigske Cimbern Rallye
(Foto: MD - Specialpress@gmail.com)

Han kører i denne sæson med Claus Amstrup som ny co-driver, så de skal lige have tid til at optimere rytmen i bilen, før det hele går op i en højere enhed.
- Jeg får endnu ikke udnyttet bilens potentiale, da den kræver en anden kørestil, end jeg har været vant til i den tungere Mitsubishi Lancer, som jeg tidligere kørte. Skodaen er lettere og motoren skal have flere omdrejninger, og da det så ydermere blev regnvejr, fik jeg slet ikke det maksimale ud af bilen, forklarede Steen Johansen efter et hektisk rally med gode og udfordrende hastighedsprøver omkring Satrup og Süderbrarup i Slesvig.


Dagens sidste hastighedsprøve blev en seriøs udfordring for Steen Johansen og Claus Amstrup, der som for mange andre havde tørvejrsdæk på bilen, da regnen satte ind
(Foto: MD - Specialpress@gmail.com)

Optimist blandt meget hurtige konkurrenter
- Vi lå pænt fremme i generalklassementet før den syvende og sidste hastighedsprøve, som vi kørte på tørvejrsdæk, mens regnen styrede ned. Uden regnvejrsdæk på bilen måtte jeg tage af farten, og det kostede os nok tre-fire placeringer generelt, så vi sluttede som nummer 15 og på en sjetteplads i klassen, tilføjede han.

Steen Johansen og Claus Amstrup er konfronteret med nogle af rallyfeltets hurtigste biler og i selskab med nogle af rallysportens hurtigste kørere: foruden den regerende mester Ib Kragh er det udfordrerne Kristian Poulsen, Roland Poulsen, Martin Johansen.og Kenneth Petersen.


Game over, dagens indsats gav en sjetteplads i klassen og point på kontoen til opgøret om mesterskabet, der fortsætter om knap fire uger i Kjellerup
(Foto: MD - Specialpress@gmail.com)

Men Steen Johansen er optimist og forventer at få endnu mere fart i bilen, når han får vænnet sig til både den og det nye samabejde i cockpittet.
- Claus er dygtig, så samarbejdet skal nok blive godt. Jeg skal bare have vænnet mig endnu mere til bilen og blive bedre til at træffe de rigtige dækvalg i forhold til vejrforholdene. Vi havde regnvejrsdæk med, men jeg gamblede og valgte tørvejrdæk til dagens sidste prøve, som altså blev en pjaskvåd streg i regningen, sluttede Steen Johansen.

Steen Johansen Rallying

Morten Dam - autoMOTIV/specialpress


Læs mere om:
  • Schleswig
  • 27/04/19 - Schleswig - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport