Rally   09/04/19

En dag med fart og spænding venter i Kongensbro
Lørdag den 13. april starter den danske rallysæson for alvor. Ligesom mange gange tidligere kommer det til at ske i Munck Asfalts store grusgrav nord for Kongensbro langs A26 mellem Viborg og Aarhus. Her køres den 17. udgave af Kongensbro Rally Grand Prix, hvor en lang række af Danmarks bedste rallykørere kæmper om at være hurtigst mod stopuret.

Det bliver fire hæsblæsende timer med fart og spænding, som Randers Auto Sport og Ans IF disker op med i grusgraven. Klokken 12.00 tænder speakeren for højttaleranlægget, når de mere end 60 deltagende mandskaber sendes ud på hastighedsprøven for – i et adstadigt tempo – at køre rundt på prøven og blive præsenteret.

Men en halv time senere hæver speakeren stemmen, for her går det løs.

Klokken 12.30 bliver deltagerne sendt afsted én for én, og så er der kun én ting, som gælder. Det er kampen mod stopuret. To gange skal deltagerne kæmpe på hastighedsprøven, inden den næste udfordring venter. For efter de to første gennemkørsler ændres kørselsretningen, når der atter startes klokken 14.00. Og selv om svingene i bund og grund er de samme, er der stor forskel på, hvordan de opleves afhængig af, om de køres med eller mod uret.


Ib Kragh og Ditte Kammersgaard kommer som favoritter til Kongensbro Rally Grand Prix, som køres den 13. april i Munck Asfalts grusgrav mellem Kongensbro og Ans
(Foto: Morten Alstrup)

Det hele kulminerer klokken 16.00. Her køres finalen. De 20 bedste mandskaber fra de forudgående heats stiller op, og så skal der kæmpes om ikke bare æren, men også om, hvem der er hurtigst.

Årets Kongensbro Rally Grand Prix byder på et stærkt felt – specielt når det gælder kandidaterne til at vinde finalen. Ib Kragh/Ditte Kammersgaard stiller således til start med deres spritnye Skoda Fabia i R5-trim med firhjulstræk, og her kommer de bl.a. til at møde svenske modstandere med enten rallybiler i R5-trim eller køretøjer med fortid i WRC-serien.

Kongensbro Rally Grand Prix

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 19/04/13 - Kongensbro - Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport