DM Rally   17/04/17

Marco Gersager fik sikret sig gode point i årets rally-opgør
Marco Gersager, Hvidovre, og Jeannette Kvick, Maribo, sikrede sig Påskelørdag vigtige point i opgøret om det danske rallymesterskab i Gruppe E såvel som i den specielle Opel Corsa Cup - og i modsætning til mange andre gennemførte de uden uheld og skader

Rallysæsonen 2017 startede i det nordslesvigske ADAC Cimbern Rallye, som havde 80 hold på startlisten, men kun 52 hold på resultatlisten, så der var stort mandefald undervejs i et komprimeret åbningsløb med flere dramatiske afkørsler og havarier.


Marco Gersager og Jeannette Kvick var til tider flyvende i deres Opel Corsa OPC og sikrede sig klassesejr og andenpladsen i deres gruppe i DM-regi.
(Foto: MD/autoMOTIV)

- Et meget mærkeligt rally med konstant skiftende vejr; fra tørt til vådt, koldt til lunt, fra vindstille til hylende blæst, fra sol og skyer til regnstorm, som gjorde det svært at forberede sig på løbets seks teknisk krævende hastighedsprøver, forklarede Marco Gersager bagefter.


Konstant skiftende vejr- og klimaforhold samt teknisk udfordrende hastighedsprøver stillede store krav til Marco Gersager og Jennette Kvick i DM-turneringens åbningsløb.
(Foto: MD/autoMOTIV)

GM Motorsport drøftede som alle andre dækstrategi, men valgte at køre fra start til mål på samme dæktype. Det var ikke det optimale i alle henseender, men det var nok til at sikre Gersager og Kvick et godt udgangspunkt for deres indsats i de kommende løb.


(Foto: MD/autoMOTIV)

- Jeg kunne mærke, at der er brug for mere køretræning, vil gerne have kørt noget mere, før næste DM-runde i Juelsminde den 26.-27. maj, tilføjede Marco Gersager, som synes at han den nye codriver Jeannette Kvick fik en godt start på deres samarbejde i den Opel Corsa OPC, som de kørte i påske-weekendens åbningsløb.


(Foto: MD/autoMOTIV)

- Gentagne afbrydelser og ventetider på grund af andres uheld gjorde det svært at opretholde et effektivt momentum. Humøret var højt, da vi på vores første hastighedsprøve fik kørt den bedste tid i OPC-klassen, men måtte på den efterfølgende prøve nøjes med tredjebedste tid. Bedre gik det på den følgende prøve, og da vi på den sidste prøve passerede klassens førende hold, der var kørt i grøften, øjnede vi chancen for en klassesejr, tilføjede Jeannette Kvick efter løbet. Ligesom Marco Gersager var Jeannette Kvick tilfreds med lørdagens indsats, omend begge er enige om at arbejde yderligere med optimering af samarbejdet i bilen.


Humøret var højt efter DM-rallyets anstrengelser, for en klassesejr og andenplads i DM-gruppen gav et godt udgangspunkt for den kommende indsats.
(Foto: MD/autoMOTIV)

- Vi skal øve os i at lave skarpere noter på teknisk krævende hastighedsprøver, så vi kan præstere optimale tider, fastslog Kvick efter det slesvigske rally. Holdet sluttede som nummer 23 i generalklassementet og som 16. bedste hold blandt de henved 60 danske hold, hvilket altså rakte til en klassesejr og en andenplads i deres DM-gruppe.

GM Motorsport

Morten Dam


Læs mere om:
  • Jeannette Kvick
  • Marco Gersager
  • Schleswig
  • 15/04/17 - Schleswig - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto