Rally   17/03/17

Firhjulstrækkerdebut ved Rally Grand Prixet
Han er vokset op med rallysporten fra barnsben. Han har været med i dansk rallysport næsten lige siden, at han fik et kørekort. Han har vundet mesterskaber. Men han har aldrig nogensinde kørt løb i en firhjulstrukket rallybil, men det kommer han for første gang til, når årets Hammel Autolak Rally Grand Prix køres ved Kongensbro den 8. april.

”Det bliver vildt spændende,” siger Jesper Bisted fra Oens ved Horsens. I de seneste mange sæsoner har han deltaget i en firhjulstrukket Suzuki Swift Super 1600, men nu hedder det i stedet Ford Fiesta Super 2000.


Det bliver en spændende nyhed, som Jesper Bisted kan præsentere, når Hammel Autolak Rally Grand Prix køres den 8. april i Munck Asfalts store grusgrav ved Kongensbro mellem Århus og Viborg

”Før jul fik jeg solgt min Suzuki, og så gik jeg på jagt efter min nye rallybil. Der er vist ikke den rallykører med respekt for sig selv, der ikke har drømt at køre rally i en firhjulstrækker, som helt fra grunden er bygget til rally. Det har jeg også, så da jeg fandt denne Ford Fiesta Super 2000 i Ungarn, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være nu.”

Den sorte og grønne rallybil er udviklet af M-Sport i England, der i en årrække har stået bag Fords internationale rallyprogram. Den har firhjulstræk, og ude foran ligger der en fircylindret racermotor, som yder op mod 300 hestekræfter.

”Jeg har kun haft lejlighed til en kort prøvetur af bilen, da jeg hentede den i Ungarn, men jeg skal naturligvis have testet den lidt, inden jeg starter med den ved Rally Grand Prixet i Kongensbro,” forklarer Jesper Bisted. ”Jeg starter forsigtigt ud med en rallytest på Fyn og skal også have en test eller to, inden vi møder op på dagen. Det gode ved Rally Grand Prixet er jo, at programmet nu omfatter en rallytest om formiddagen, så vi er rigtig varme, inden vi kaster os ud i selve rallysprintet om eftermiddagen i den store grusgrav.”

www.rallygrandprix.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Kongensbro
  • 08/04/17 - Kongensbro - Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk