Rally   12/10/16

Anders Lysen blev Yokohama-vinder for syvende gang
I weekenden blev finalen i Yokohama-mesterskabet Øst kørt i Nykøbing Falster, og det blev til en rigtig god afslutning for Suzuki Motorsport, der var repræsenteret ved Anders Lysen/Henrik Dernoff (Sorø/Ringsted).

”Vi sluttede den fjerde og sidste af årets Øst-afdelinger med at blive nummer to generelt – kun overgået af en firhjulstrækker – og så vandt vi klassen og scorede så mange point, at vi endte med at vinde Yokohama-mesterskabet Øst,” fortæller Anders Lysen.


For syvende gang tog Anders Lysen en titel i Yokohama-regi
(Foto: Flemming Jensen)

Betingelserne var ikke de bedste for Anders Lysen/Henrik Dernoff – eller for den sags skyld for de øvrige deltagere i feltet.

”Der var regn. Asfalten var fedtet, og ja, det var lidt uhumske forhold at kæmpe under for nu at sige det på godt dansk,” siger Anders Lysen. ”Baneforløbet kendte vi i det store og hele, da vi tidligere har kørt på området, men denne gang var banen blevet afkortet, men til gengæld kørte vi en omgang mere i hvert heat. Det ændrede dog ikke på, at det var en rigtig god prøve, og Henrik og jeg havde et rigtig godt samarbejde i bilen.”

Efter løbet i Nykøbing Falster er det blevet tid til at reflektere over deltagelsen i Yokohama-mesterskabet.

”Det er dejligt endnu engang at slutte på en førsteplads,” siger en glad Anders Lysen. ”Jeg har nu været med i løbsserien i mange år, og det er syvende gang indenfor de sidste år, at jeg enten har vundet Yokohama-mesterskabet Øst eller har vundet den afsluttende finale, hvor Øst og Vest er mødtes.”

Næste gang, Suzuki Motorsport kommer i aktion, er den 21.-22. oktober. Her starter såvel Anders Lysen/Henrik Dernoff som Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) i Danboring Rally Denmark i Ans mellem Viborg og Århus.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport