DM Rally   18/09/13

Jesper Bisted jagter ny sejr
Det lugter meget af hjemmebane for Jesper Bisted, når han kaster sig ud i den kommende afdeling af Danmarksmesterskabet i rally.
Det er nemlig i Vejle, at årets Mekonomen Rally skal køres den 20.-21. september.

”Heidi og jeg har endnu ikke foretaget notekørsel på prøverne, men vi har hørt meget om løbet og det tyder på, at det bliver nogle rigtig fine prøver, så jeg tror, at det bliver godt løb. Det er i hvert fald et løb, vi ser frem til,” siger Jesper Bisted, der atter starter med Egtved-pigen Heidi Knudsen ved sin side i den hvide og grønne Suzuki Swift Maxi 1600.

”Det er en klassesejr, vi jagter, og vi skulle gerne tage vores tredje af slagsen i år. Men så vil vi også gerne blande os blandt de større biler i to-liters-klassen, som er en tand hurtigere end os. Dem kæmper vi jo med, når det gælder DM-medaljerne, og kan vi sikre os lidt luft til konkurrenterne her, så vil det være rigtig godt.”


Årets tredje klassesejr er målsætningen for Jesper Bisted og Heidi Knudsen
(Foto: Bisted Motorsport)

Forberedelserne har været intense for Jesper Bisted og Heidi Knudsen forud for det kommende DM-rally. Deltagelse i et minirally og omfattende aktiviteter i værkstedet i Oens ved Horsens.

”Ved det sidste DM-rally havde vi det problem, at bilens vandtemperatur nåede op på 116 grader,” forklarer Jesper Bisted. ”Det viste sig, at motoren havde skudt en toppakning. Og det betød, at topstykket også var blevet skævt. Så det har været skilt ad og samlet igen med nye stumper, ligesom vi også har fået udskiftet kron- og spidshjulet i transmissionen, som var blevet lidt slidt.”

Bilen blev i lørdags testet ved Suzuki Minirally omkring Billund, og her opstod der et nyt problem.

”Motoren satte ud,” fortæller Jesper Bisted. ”Det viste sig, at det var en knækket ledning, så nu er den fejl rettet. Det var godt, at det skete i et minirally og ikke i DM-rallyet.”

Men trods den hektiske aktiviteter regner Jesper Bisted med at kunne være toneangivende i det kommende løb. Specielt fordi der er lagt op til nogle hastighedsprøver med masser af sving og kurver.

”Det har jeg det fint med,” siger Suzuki-køreren. ”Det passer os godt, for vi er ikke så gode til det der med bare at køre ligeud.”

Bisted Motorsport
Jesper Bisted
www.bisted-motorsport.dk


Læs mere om:
  • Jesper Bisted
  • 21/09/13 - Vejle - DM Rally - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto