DM Rally   31/10/12

Peugeot-trio opsat på at levere flot finale
Medaljerne er sikret på forhånd for to af Peugeot Sport Dealer Team DK’s tre mandskaber, men derfor er teamet alligevel opsat på at levere en flot finale, når årets DM-sæson i rally bliver afsluttet på Bornholm i starten af november.

”Vi vil også kæmpe for at tage en sejr i det sidste løb,” siger Ans-køreren Christian Jensen, som med fire maksimumscorer i træk sammen med Freddy Pedersen fra Bjerringbro sikrede sig Danmarksmesterskabet i den hurtige 4WD-gruppe tidligere på måneden.

”Selv om resultatet af løbet ikke får nogen betydning for vores placering i mesterskabet, så vil vi altså gå efter en sejr. Vi har før forsøgt os med at køre lidt afventende, men det passer bare ikke med vores stil, så vi går efter at vinde, og det ville være rigtigt lækkert at slutte sæsonen af med manér.”


Christian Jensen og Freddy Pedersen vil vise sig som værdige Danmarksmestre ved at gå efter sejren

Rallyfinalen foregår på Bornholm, og det er ikke et territorium, som de danske rallykørere besøger særligt ofte.

”Der er blevet lovet rigtig gode prøver, som skulle være suveræne, og det glæder vi os meget til.,” siger Christian Jensen. ”Vejret kan blive hvad som helst, og vi har ingen problemer med at køre i fedtet føre. Det viste vi også i det seneste løb.”

Esben Hegelund og Karsten Isaksen i Peugeot Sport Dealer Team DK’s anden Peugeot 207 Super 2000 håber også på en flot sæsonafslutning.

”Det er svært for os at nå noget pointmæssigt, men vi vil gerne slutte året af med manér og vise en god figur i toppen af feltet. Der er nogle spinkle chancer for, at vi kan nå længere op i tabellen, men det vil kræve, at andre skal have problemer,” siger Esben Hegelund.


Esben Hegelund og Karsten Isaksen jagter en god sæsonafslutning på deres lærerige 2012-sæson

”Vi vil gå til stålet. Vi vil ikke prøve på at lurepasse, vi vil satse på at komme i top 3. Vi har brugt året til at lære en hel masse, men alle de løb, vi har kørt, har helt klart bevist, at vi har fået mere fart i bilen, så nu ligger vi meget tæt på dem i toppen.”

Køreren fra Hadsten har med en enkelt undtagelse ingen erfaring med de hastighedsprøver, som indgår i det bornholmske løb.

”Jeg har kørt et rallysprint på NCC’s arealer ved Rønne, da jeg havde overtaget min BMW efter Preben Andersen,” husker han. ”Jeg vil formode, at det vil være den samme hastighedsprøve, vi skal køre denne her gang, og det var en fin hastighedsprøve, hvor der både var grus og asfalt.”

Også Kjeld Seidler fra Holmegaard og Marc Troels-Smith fra Store Heddinge er fortrøstningsfulde forud for løbet.

”Hvis det snor sig så meget, som man siger, så har vi en god bil til netop det løb. Vi tager derover for at få en god afslutning. Vi kommer med bilen i samme set-up som sidste gang. Den eneste ændring er, at vi har fået skiftet den støddæmper, som gik i stykker i løbet ved Roskilde,” siger Kjeld Seidler.


Kjeld Seidler og Marc Troels-Smith er sikre på bronzemedaljen i Tunet National. Som minimum

”Bronzemedaljen i Tunet National er hjemme, men teoretisk set kan vi nå at få sølv, men det kræver, noget helt specielt. Vi har 18 point op til sølvpladsen, så hvis vi kan vinde gruppen, så har vi muligheden. Det kunne være sjovt med en sølvmedalje i stedet for at få to bronzemedaljer i træk.”

Peugeot Sport Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Esben Hegelund
  • Freddy Pedersen
  • Karsten Isaksen
  • Kjeld Seidler
  • Marc Troels-Smith
  • Bornholm
  • 03/11/12 - Bornholm - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk