Rally Sprint   07/05/11

Topresultat til Kenneth Madsen i svensk rallysprint
Suzuki Motorsport fik et rigtig godt resultat med sig hjem, da teamet deltog i det traditionsrige svenske rallysprint, Lille Mats. En tredjeplads i klasen og en hårfin fjerdeplads i generalklassementet blev det til for Kenneth Madsen/Carina V. Møller (Dianalund/ Helsingør).

”Det var virkelig en god dag, og vi kan kun være tilfredse med vores resultater,” siger Kenneth Madsen. ”I forhold til danske løb er klasseinddelingen noget anderledes i Lille Mats, hvor vi blev slået sammen med alle de tohjulstrukne biler, også selv om de har større motorer end os. Alligevel kunne vil følge de hurtigste og kæmpe med om topplaceringerne.”


(Foto: Rallyfotografen)

Kenneth Madsen/Carina V. Møller var faktisk meget tæt på at sikre sig et endnu bedre resultat end den generelle fjerdeplads, som de opnåede efter Kim Madsen/Kasper Sørensen, der kører i en firhjulstrukket turbobil.

”Vi manglede til sidste bare tre tiendedele i at blive nummer tre,” forklarer Kenneth Madsen. ”Det er lang tid siden, at vi sidst har været ude at køre, så vi var lidt for langsomme i det første heat. Her kørte Kim Madsen et par sekunder fra os. I det andet heat kørte vi fra ham, og i det tredje heat gav vi den alt, hvad den kunne trække, men vi manglede altså tre tiendedele i at slå Kim. Til gengæld endte vi med at sætte næsthurtigste tid af alle i dette heat, så det var rigtig godt.”

Kenneth Madsen/Carina V. Møller var ikke ene om at repræsentere Suzuki Motorsport i Lille Mats Rallysprint. Også René Harms/Henrik Dernoff (Nørre Alslev/Ringsted) deltog.

”Vi havde to rigtigt gode heat. Henrik og jeg havde jo ikke kørt sammen siden DM1, og løbet var ren træning for os,” fortæller René Harms.

”De to første heat gik rigtig, rigtig godt, men da vi nærmede os vores starttidspunkt til tredje heat, trak det op til regn. Vi vurderede dog, at vi kunne nå at køre, inden regnen kom, men så blev der en afbrydelse, så vi måtte vente en halv time. Og så er det altså ikke nemt at køre med slicks på våde brosten, selv om vi da fik bevist, at en Suzuki også kan køre sidelæns. Men det var nu vigtigere for os at få bilen hel med hjem.”

”Desværre gik regnen ud over vores resultat, men det var en fornøjelse at være med, og jeg vil gerne sige en stor tak til vores servicefolk og Anders for det flotte set-up.”

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Carina V. Møller
  • Kenneth Madsen
  • Suzuki Motorsport

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport