- på Nisseringen Sidste afdeling af årets DM serie i Rallycross og Crosskart køres den 4. september på Nisseringen ved Næstved. Kun 2 af de 4 Danmarksmestre i Rallycross er fundet. Der er således mange medaljer, der mangler at finde en modtager, og med få point mellem kandidaterne i de enkelte klasser, så er der lagt op til nogle spændende heat. I div. 1A har Peter Lindgaard fra Farsø taget guldet; men 4 mand kæmper om sølvet og med 4 point fra nr. 2 til nr. 5, så kan alt ske. Søren Mortensen fra Stenlille er blandt de 4 som kæmper om det sølv, som vil være en fin afslutning på hans første sæson i en Saxo Kitcar. Med blandt de kørere der gerne vil vise flaget på dagen er Kim Dall fra Ringsted.
 Søren Mortensen. (Foto: AW foto)
I div. 2 er guldet for 3 år i træk vundet af Rasmus Nielsen; men også her ligger 4 mand med 6 point fra nr. 2 til nr. 5, så forvent her absolut spænding om de sidste pladser. På dagen vil Janne Jakobsen fra Lille Skensved sikkert også gerne vise, at hun er på hjemmebane.
Div. 3 er blevet en kamp mellem Troels Daarbak og Robert Jensen, men med en dårlig dag for disse 2, så kan Peder T. Jensen komme inden om og tage guldet.
Sidste gang Rallycrossfeltet besøgte Nisseringen vandt Jonas Skaaning fra Haslev klasse 5 foran Karsten Olsen. Morten Jespersen endte dagen med en smadret bil efter at være rullet rundt. Disse 3 kørere har 2 point i mellem sig i kampen om DM guldet i klassen, så alt spænding er stadig intakt. Med i klassen får Jonas følgeskab af Michael Sørensen fra Fakse og Daniel Andersen fra Slagelse. De vil også gerne med i forreste række i den sidste afdeling på hjemmebanen.
 Jonas Skaaning. (Foto: AW foto)
I DM serien i Crosskart har Keld Munkedal sikret sig et stort forspring inden 7. og 8. afdeling, så meget skal gå galt, hvis ikke han skal hjemtage guldet. Men 3 mand ligger inden for 2 point i kampen om sølv og bronze, så også her vil der være spænding lige til sidste målflag.
Tidstagningen starter kl. 9.30, og første heatrunde bliver sat i gang kl. 11.00. Men allerede fra kl. 8.00 kører de første biler på banen til deres træningsomgange.
Tag venner og familie med til at god dag på Nisseringen med masser af fart & race.
Nisseringen er skiltet på vejen mellem Næstved og Rønnede ved Toksværd.
Mere info kan ses på Nisseringen.dk.
Næstved Motorklub Rasmus Andersen |