Troels Lund, Gørlev og Michael Christensen, Rudersdal, blev bedste danske hold i det svenske Snapphane Rally i den historisk gruppe 2 klasse 1600 ccm. Snapphane Rally er en fasttømret rallytradition i Skåne. Siden 1967 er løbet blevet afviklet næsten hvert år af Hässleholm Motor Klub med op til 200 deltagere. I dette års udgave var der 182 tilmeldte biler (166 startende), hvoraf 7 kom fra Danmark. Jeg har kørt løbet en gang før i min gamle Morris Cooper S, men Michael har aldrig været med før. Vi kørte med arrangør noter og de var også en førstegangs oplevelse for os begge. Meget udfordrende. Michael nåede vel ikke på noget tidspunkt, at se ud af forruden i mere end 1 sekund af gangen, for det var en stor udfordring at læse og forstå noterne til rette tid og sted. Og det var ikke hele tiden det lykkedes. Det snor sig i de skove.
Vi deltog i løbet som træning før næste weekends mesterskabstællende Schackenborg Grusrally i Sønderjylland. Grus er ikke min favorit disciplin, så Snapphane Rally var en oplagt chance for at blive lidt dus med bilen på det løse underlag. Jeg kørte med stor sikkerhedsmargen, læs: som en tøsedreng, og får først lidt rytme i bilen efter de første 2 hastighedsprøver. Rytmen var bestemt ikke konstant, men nok til at smilet kom frem ved stop på de sidste 3 prøver.
Danskerne får baghjul af svenskerne i deres egen hule, sådan har det altid været. Meget få danske kørere, deltager ofte nok i svenske løb til at oparbejde en rutine, så de kan matche svenskerne. Andre danske kørere lære aldrig at beherske køretøjet på grus, heriblandt undertegnede. Men da de to unge talentfulde brødre Tim og Mick Fraas fra Nordsjælland, i hver sin Volvo faldt ud af resultatlisten, den ene udgik og den anden lige ved, så var vi fem danskere tilbage.
Til vores store overraskelse endte vi med bedste danske placering som nr. 93. Der kom 131 i mål. Nu håber vi det har givet så meget træning, at det kan aflæses i resultatet fra næste weekends løb i Schackenborg. Her er det ikke træning, men kamp om points i mesterskabet for de historiske biler.
Troels Lund |