DM Rally   30/09/09

Danmarksmesterskab til Suzuki
Suzuki Motorsport sikrede sig i weekenden det første Danmarksmesterskab allerede i andensidste afdeling af DM serien. Kenneth Madsen og Carina Møller hjemkørte en storsejr ved DM4 i Roskilde med et forspring på 1½ minut ned til nærmeste efterfølger. Denne sejr gav dem et så stort point forspring, at de er sikret Danmarksmesterskabet og ikke længere kan hentes.

Kenneth og Carina havde ellers lidt udfordringer først på dagen. Ved første service bliver der konstateret et defekt baghjulsleje, men det kan ikke nå at blive skiftet og Kenneth og Carina må fortsætte de næste 3 prøver. Heldigvis når de til næste service uden tidstab, hvor baghjulslejet kan blive skiftet. Efter en nervepirrende formiddag beslutter teamet, at der skal køres taktisk resten af dagen, så sejren kan komme i hus. Men, på prøve 9 kommer der fart i bilen og Kenneth og Carina har en mindre afkørsel ud på en mark, som de dog er i stand til at komme fra igen med et mindre tidstab. Ved mål kan de træde øverst på skamlen og ikke alene vinde klassen ved DM4, men også tage Danmarksmesterskabet med hjem.


(Foto: Suzuki Motorsport Danmark)

Inden DM4 i Roskilde førte Martin Johansen og Henrik Vestergaard Danmarksmesterskabet med blot et enkelt point foran Tim Svanholt. Martin udtaler “Vi lægger ud med høj fart fra første prøve, for der skal virkelig gåes til stålet for at have en chance. De meget hurtige prøver omkring Roskilde favoritiserer klart Tims hurtige Golf, hvor min lille Suzuki mere har sine forcer på små og kringlede veje. Herudover har Tim også hjemmebane i Roskilde. Men, på prøve 2 bremser jeg for sent til et vinkelsving og må ind og vende i en gårdplads, for at komme tilbage til vejen. Det gav et tidstab på ca. 15 sekunder og med den manøvre gjorde jeg det svært for mig selv at vinde!”.

Ved første service kan vi konstatere, at Tim Svanholt fører løbet generelt og er umulig at hente med mindre han får problemer. Grundet afkørslen på prøve 2 er også Brian Madsen kommet forbi og ligger 11 sekunder foran os. Målet er nu at hente Brian Madsen og der bliver virkelig givet gas på de efterfølgende prøver, men efter prøve 6 vælger Brian Madsen at trække sig fra løbet, da hans bil er medtaget efter et par mekaniske uheld. Dette betyder, at Martin og Henrik atter er på en 2. plads i 2-hjulstrækker klassen og på en 1. plads i klasse A6. Der skal derfor køres herefter taktisk resten af dagen, da det er vigtige point at få med hjem, for at der er en reel chance for køre om et samlet Danmarksmesterskab, til det sidste DM i Stege i november. Der er lagt op til en kanon dyst ved DM5 i Stege, da sejren her vil afgøre hvem der vinder Danmarksmesterskabet i 2-hjulstrækker klassen. Løbet køres midt i november og der er derfor gode chancer for et spændende underlag, der kan veksle fra tørt til vådt og måske endda sne - hvis vi er heldige.


Læs mere om:
  • Carina V. Møller
  • Henrik Vestergaard
  • Kenneth Madsen
  • Martin Johansen
  • Suzuki Motorsport
  • 26/09/09 - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk