DM Rally   04/11/07

Morten Karl suveræn
- tæt kamp blandt forfølgerne
Morten Karl, Svenstrup, gjorde rent bord med sejre i samtlige årets fem DM-rallyer, da han lørdag aften sammen med sin co-driver Niels Jørgen Iversen, Løgstrup, kørte over målrampen som vinder af sæsonens sidste løb, BMC Rally, der blev afviklet i Bramming og Omegn. Gennem det meste af dagen var mandskabet i den hvide Mitsubishi Lancer Evo 8 suveræn.

Ingen af konkurrenterne var for alvor i stand til at true parret, der allerede ved den forrige DM-afdeling sikrede sig det generelle Danmarksmesterskab. Kun uheld og mekanisk defekt syntes at kunne forhindre dem i at tage sejren i det 375 km lange rally, og det var netop, hvad der var ved at være optræk til. Midt under løbet opstod der problemer med bilen, hvor motoren ikke fungerede helt som den skulle. Den begyndte at tabe vand, og ved alle efterfølgende servicepauser sørgede Morten Karls mekanikere for at holde bilen kørende ved at efterfylde med vand, og det lykkedes da også mandskabet at komme i mål og vinde med 1 minut og 22 sekunders forspring.


Niels Jørgen Iversen og Morten Karl kunne lørdag aften lade champagnepropperne springe efter at have sejret i BMC Rally.
(Foto: Morten Alstrup)

Var Morten Karl/Niels Jørgen Iversen suveræne forrest i feltet, var der til gengæld tæt kamp blandt forfølgere, hvor hele fire hold var med i kampen om den næstbedste placering. Da den 12. af de i alt 14 hastighedsprøver i BMC Rally var kørt, var det bare sekunder, der adskilte Christian Jensen/Søren Tøndborg, Ans/Kjellerup, på femtepladsen fra Max Christensen/Michael Kanstrup, Svenstrup/Aalborg på andenpladsen. Imellem sig havde de to mandskaber Michael Pedersen/Claus Amstrup, Vejle/Egtved, og Karl Åge Jensen/Freddy Pedersen, Rødkærsbro/Kjellerup, og de to par begyndte nu at sætte tempoet op.

På den tolvte hastighedsprøve gik Michael Pedersen/Claus Amstrup og Karl Åge Jensen/Freddy Pedersen begge forbi Max Christensen/Michael Kanstrup, men ingen af holdene var tilfredse med bare at lægge nordjyderne bag sig. De havde også deres interne opgør, som spidsede til i takt med, at det blev mørkere og mørkere i det vestjyske. Før starten på næstsidste hastighedsprøve var det 3,5 sekunder, der adskilte de to. Da de kørte ud til sidste hastighedsprøve, var afstanden skrumpet ind til 2,8 sekunder, men selv om Karl Åge Jensen/Freddy Pedersen pressede deres bil maksimalt, manglede de sølle et sekund i at frarøve Michael Pedersen/Claus Amstrup den sammenlagte andenplads.

I kampen om det generelle Danmarksmesterskab i rally var Morten Karl/Niels Jørgen Iversen sikre på guldmedaljen, mens Christian Jensen/Søren Tøndborg havde et så solidt forspring til Max Christensen/Michael Kanstrup, at de trods defensiv kørsel og en slutplacering som nummer fem scorede så mange points, at sølvet kom i hus.

Resultatet af BMC Rally:
Pl. Kørere Bilmærke Tid
1. Morten Karl/Niels Jørgen Iversen Mitsubishi Lancer Evo 8 1.05.10,472
2. Michael Pedersen/Claus Amstrup Mitsubishi Lancer Evo 9 1.06.32,237
3. Karl Åge Jensen/Freddy Pedersen Subaru Impreza WRX 1.06.33,259
4. Max Christensen/Michael Kanstrup Subaru Impreza WRX 1.06.40,143
5. Christian Jensen/Søren Tøndborg Subaru Impreza WRX 1.06.52,107
6. Martin Johansen/Finn Thomsen Suzuki Swift Super 1600 1.07.08,510
8. Preben Andersen/Mie Petersen BMW M3 1.07.57,426
9. Tim Svanholt/Henrik Vestergaard Volkswagen Golf Kit Car 1.08.12,975
10. Johnny Pedersen/Robert Rydendahl BMW M3 1.08.38,282

Foreløbig slutstilling i det generelle Danmarksmesterskab i rally:
Pl. Kørere Bilmærke Point
1. Morten Karl/Niels Jørgen Iversen Mitsubishi Lancer Evo 8 100 p.
2. Christian Jensen/Søren Tøndborg Subaru Impreza WRX 59 p.
3. Max Christensen/Michael Kanstrup Subaru Impreza WRX 49 p.
4. Ib Kragh/Karsten Isaksen Renault Clio Super 1600 42 p.
5. Martin Johansen/Finn Thomsen Suzuki Swift Super 1600 37 p.
Tim Svanholt/Henrik Vestergaard Volkswagen Golf Kit Car 37 p.
7. Michael Pedersen/Claus Amstrup Mitsubishi Lancer Evo 9 35 p.
8. Karl Åge Jensen/Freddy Pedersen Subaru Impreza WRX 31 p.
9. Brian Madsen/Anja Posorski Peugeot 106 Maxi 16 p.
10. Henrik Jensen/Leif Heick Peugeot 206 RC 15 p.

Bramming Motor Club

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Morten Karl
  • Niels Jørgen Iversen
  • Protech Sport Danmark
  • Bramming
  • 03/11/07 - Bramming - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk