De fire seneste års mestre vil være i offensiven ved Grand Prix Danmark Siden 2003 har de delt mesterskabstitlerne i Danish Touringcar Championship mellem sig. Tre er gået til Casper Elgaard, Århus, og en til Jan Magnussen, England, ofte efter nogle tætte sæsoner, hvor mesterskabet er endt som en duel mellem de to. Sådan er det imidlertid ikke i årets udgave af Danish Touringcar Championship, hvor næste afdeling køres i weekenden på FDM Jyllandsringen. De to gamle rivaler må konstatere, at de blot indtager tredje- og fjerdepladserne i tabellen, hvor to kørere har skilt sig ud. John Nielsen, Horsens, og Michel Nykjær, Tappernøje, topper tabellen kun adskilt af otte points. Til gengæld er der 25 points ned til nærmeste forfølger, og det forhold vil få dem i offensiven.
Casper Elgaard (1) og Jan Magnussen (23) har tidligere kæmpet tæt på FDM Jyllandsringen. Det vil de også gøre i weekenden, hvor de arbejder på at avancere i mesterskabet (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
”Jeg er i den situation, at jeg er en god del points bagud, og jeg er nødt til at satse for at få lukket det hul,” siger Jan Magnussen. ”Jeg føler, vi er godt udrustet, vi har en god bil og vi kører godt, men vi har bestemt ikke givet op, og sådan som tingene har kørt, hvor det er gået op og ned i hver eneste weekend med skiftende folk, der har ført, så er vi meget fortrøstningsfulde.”
Det var på FDM Jyllandsringen, at Jan Magnussen i juni vandt sin hidtil eneste finale i år. Det skete efter en hård kamp med Casper Elgaard med bulede biler til følge.
”Aggressiv kørsel er ikke vejen frem, men det er et spørgsmål om at satse og kørere hårdere. Jeg bliver nødt til at gå efter hver eneste point, jeg kan få,” slår Jan Magnussen fast.
Også den forsvarende mester i Danish Touringcar Championship melder klart ud, at han vil fremad i feltet.
”Jeg vil køre lige så offensivt, som jeg altid gør. Jeg kommer til Grand Prixet for at køre efter sejre, og det er der to grunde til,” siger Casper Elgaard. ”Jeg hænger efter i mesterskabet, og jeg kan ikke selv afgøre det. Hvis jeg skal genvinde titlen, så er det ikke nok, at jeg selv klarer mig godt. Det er også nødvendigt, at de andre får uheld. Men jeg ligger firer, og jeg vil stadig gerne med på podiet, når året er omme. Derfor har jeg brug for pointene. Og så er det nu engang sjovere at vinde.”
Trods afstanden til John Nielsen og Michel Nykjær i toppen af tabellen, har Jan Magnussen ikke afskrevet muligheden for at genvinde sin titel fra 2003.
”Jeg føler, at jeg er den, der ligger længst fra de førende og stadig har en chance,” siger køreren fra Den Blå Avis Fleggaard Racing. ”Efter denne her weekend kan det være en helt anden top 3 vi kikker på. Casper er også stærk på Jyllandsringen, og han kan sagtens få kørt noget ind, så han er med i kampen igen. Hvis vi får sådan et løb som på Padborg, hvor mange af favoritterne ikke får points, så er det en ny situation.”
Med sin aktuelle placering som nummer fire i en mesterskabstabel, der toppes af John Nielsen, er der mange, som har spekuleret på, om Casper Elgaard må ofre sin egen chance for at hjælpe sin teamkammerat.
”Det ligger fast, at jeg ikke går til Grand Prixet for at køre for John, for han har for meget vægt i bilen. Grand Prixet bliver et løb, hvor jeg skal forsøge at kæmpe mig opad i tabellen,” slår Casper Elgaard fast. ”Vi har endnu ikke taget den beslutning, at vi kører for John, men kommer vi på et tidspunkt i sæsonen i en situation, hvor han får brug for min hjælp, vil jeg hellere end gerne betale tilbage for noget af al den hjælp, han har givet mig gennem årene.”
Morten Alstrup Læs mere om: 09/09/07 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |