Dansk Super Rally   11/09/26

På vej mod et danmarksmesterskab
Ungt rallyhold vandt vigtig sejr i jysk rally
Med en klassesejr i weekendens Rally Sønderjylland på vejene omkring Aabenraa tog de unge rallytalenter Jacob Pallesen, 20 år fra Egtved, og Kasper Pinholt, 21 år fra Aarhus, et stort skridt mod et danmarksmesterskab i rally med deres Renault Clio Rally5.


Jacob Pallesen (t.h.) og Kasper Pinholt glæder sig over at vinde deres klasse i Rally Sønderjylland.
(Foto: Privat)

”Vi var på hjemmebane i et rally, som er skabt af vores egen klub, Rally Sport Syd, så vi var ekstra opsat på godt resultat, men vi mødte meget hård konkurrence fra andre i klassen,” fortæller førstekører Jacob Pallesen.

Da de to unge kørere skulle starte på første hastighedsprøve, Genner, på hele 26 kilometer, åbnede himlens sluser sig, og det blev meget krævende på de glatte veje.

”Vejret var ekstremt udfordrende, men vi holdt bilen på vejen og kørte i et sikkert tempo. I lang tid lå vi til en andenplads, men så udgik vores værste konkurrent, og så skulle vi bare holde førstepladsen hjem til mål,” tilføjer codriver Kasper Pinholt.


Jacob Pallesen og Kasper Pinholt kom ud på en meget krævende opgave på de regnvåde veje i Rally Sønderjylland. Her er de lynskudt i deres Renault Clio Rally5 på den 26 kilometer lange hastighedsprøve ved Genner.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Resultatet betyder, at Jacob Pallesen og Kasper Pinholt nu har meget fine muligheder for at vinde deres første DM i rally. Lige nu er de nr. 5 af alle i Dansk Super Rally, et DIF-mesterskab for samtlige deltagere uanset biltype. De fører U28-mesterskabet og vigtigst af alt deres egen klasse, RC5.

I årets sidste løb, Rally Stoholm i Midtjylland den 3. oktober, kan Jacob og Kasper nøjes med en tredjeplads, så vil de blive danmarksmestre i rally i klasse RC5.

Pallesen Motorsport

Noter:

Kørerne:

Jacob Pallesen er 20 år, bor i Egtved, er i lære som automekaniker i Skjern Tekniske Skole og i praktik i Autohuset Vestergaard i Kolding. Jacob Pallesen har kørt ni løb til Dansk Super Rally.

Kasper Pinholt er 21 år, bor i Vejle og studerer til maskinmester på Aarhus Maskinmesterskole. Kasper Pinholt har kørt ti løb til Dansk Super Rally.

Jacob Pallesen og Kasper Pinholt regnes allerede nu som et af fremtidens betydende mandskaber i dansk rally.

Bilen:

Renault Clio Rally5 er en færdigbygget rallybil, som de franske Renault-fabrikker sælger til primært unge rallykørere som et middel til at komme længere frem i karrieren. Bilerne må ikke ændres af deltagerne, hvilket betyder, at alle i klassen står lige. Den danske Renault-importør kan ikke støtte unge rallykørere med disse biler, da man har valgt kun at markedsføre elbiler, men ikke benzinbiler, som stadig er meget populære i Frankrig.

Sponsorer:

Jacob Pallesen og Kasper Pinholt er sponseret af:
• Super Dæk Service i Brørup
• Gantech i Ribe
• Hotel Vejlefjord i Vejle-Hedensted
• Kontekt ApS i Esbjerg-Varde
• Krabbe Invest Handel i Thy
• JMR Teknik i Egtved-Kolding
• SJC Easy Wash i Egtved-Kolding
• Thomas Baastrup Byg i Egtved-Kolding
• J.A. Skovrup ApS – John Skovrup Transport i Bække
• SK Lager i Kolding

Stillingen i Dansk Super Rally:

https://drive.google.com/file/d/1Ih91yFmvonWdN-ZbVs9MUTidkvGGs9t7/view


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Sydjylland
  • 05/09/26 - Sydjylland - Dansk Super Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport