Det nordjyske brødrepar deler en Lamborghini på FDM Jyllandsringen
To hurtige nordjyder danner par, når kampen om MHO Danish Endurance Championship i weekenden den 21.-23. august genoptages ved det årlige Nordic Antirust Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. Det er Silas og Milan Rytter, begge Sæby, der skal deltage i en Lamborghini Huracan Super Trofeo for DC Motorsport i de to godt timelange løb på banen.
 Milan Rytter deltager i år i GranTurismo Campionato Italiano, men skal nu for første gang køre en Lamborghini herhjemme. (Foto: GranTurismo Campionato Italiano)
”Det bliver megasjovt, for det er første gang, at Milan og jeg skal dele en bil i et racerløb,” fortæller Silas Rytter, som er juniorkører hos Lamborghini i Italien. ”Det er også mange år siden, at vi har deltaget i det samme racerløb. Der er halvandet år mellem os, og derfor har vi næsten altid kørt i to forskellige klasser.”
”Jeg glæder mig meget til at skulle køre sammen med Silas,” siger Milan Rytter. ”Vi snakkede med DC Motorsport om netop Lamborghinier, fordi vi kører i dem til hverdag, og de har så givet os muligheden for at køre en weekend sammen. Det er vi meget glade for.”
De to brødre kender godt til MHO Danish Endurance Championship. Silas Rytter vandt således sammen med Mikkel C. Johansen, Slagelse, division 6 i netop en Lamborghini ved forrige runde på Ring Djursland, mens Milan Rytter sammen med Victor Nielsen, Brønderslev, sidste år tog titlen i division 4.
 Silas Rytter (nummer tre fra venstre) har i år vundet løbet i Lamborghini Super Trofeo Europe. (Foto: Lamborghini)
”Jeg håber, at vi kan stå øverst på skamlen. Silas har noget mere erfaring i en Lamborghini end mig,” siger Milan Rytter, der i år har deltaget for Oregon Team i GranTurismo Campionato Italiano, men som for første gang kører Lamborghini på hjemmebane. ”Der er ikke så meget nyt for mig,” tilføjer Silas Rytter. ”Jeg kender Lamborghinien og også banen, hvor jeg tidligere har kørt DS3 Cup og TCR, men det er første gang, at jeg skal køre Lamborghini på Jyllandsringen.”
Det er ofte set før, at det kan slå gnister mellem brødrene i bilsporten.
”Da jeg var mindre, ville jeg altid være den bedste. Nu gælder det bare om at hjælpe hinanden og lære af hinanden,” siger Milan Rytter. ”Vi er blevet ældre og mere modne,” konstaterer Silas Rytter. ”Nu kan man godt give nogle fif til sin bror – fif, som man nok ikke ville give til andre kørere.”
MHO Danish Endurance Championship er en af de seks klasser, som indgår i DEKRA Danish Supercar League-weekenderne.
Billetter til den kommende weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes på https://driverszone.danishsupercarleague.dk/shop/, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge løbet den 23. august på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.
MHO Danish Endurance Championship
Morten Alstrup Læs mere om: Milan RytterSilas RytterJyllandsringen23/08/26 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship |