Rally Sprint   20/07/26

”Det var med kniven på struben.”
For tredje år i streg vandt Kenneth Madsen KOMO Rallysprint i Gammelrand, men det holdt hårdt.


Efter et kiks i første heat var Kenneth Madsen i de tre resterende heat - og røverheatet
(Foto: Allan Christiansen)

Lørdag blev den 39. udgave af KOMO Rallysprint afviklet i NCC Asfalts store grusgrav ved Gammelrand, og her kunne Glad Sport for tredje år i træk tage den generelle sejr, da Kenneth Madsen (Slagelse) atter kom sejrrig ud af duellen med sin efterhånden faste rival, Simon Vallentin.

Men starten på dagen var ikke den bedst tænkelige. Den røde og sorte Citroën C3 Rally2 kørte fire omgange – og ikke tre – i det første af de fire heats.

”Det var ikke så heldigt,” konstaterer Kenneth Madsen. ”Vi havde forskellige gæster med som co-drivere i løbet af dagen, men jeg havde samtidig også garderet mig med, at min kæreste Christina skulle vifte med et stort beachflag, når jeg nærmede mig afslutningen af den tredje omgang.”

”Jeg talte selv efter og mente, at jeg skulle i mål, men da jeg ikke havde set Christina vifte med beachflaget, valgte jeg at køre ud på en ny omgang, og det endte med at koste på tiden. Men Christina havde viftet med beachflaget, men for at jeg skulle se hende, havde hun valgt at stå højt oppe. Men hun stod desværre så højt oppe, at jeg ikke kunne se hende på grund af den store streamer i forruden…”

I stedet for at sætte en af de bedste tider befandt Kenneth Madsen sig efter første heat blot på 46. pladsen.

”Det irriterede mig,” indrømmer han, ”men jeg ved også godt, at man skal køre fejlfrit for at vinde dette løb. Da jeg havde smidt et heat væk, skulle de næste to heat som minimum være fejlfrie, for det fjerde heat måtte vi ikke smide væk. Det var med kniven på struben, at jeg kørte de næste heat, for der måtte virkelig ikke være nogen fejl, men jeg skulle stadigvæk køre fra Simon.”


Kenneth Madsen kunne notere sig for tredje sejr i streg
(Foto: Allan Christiansen)

Missionen lykkedes.

I de tre resterende heat var Kenneth Madsen hver gang hurtigst af alle, og han kunne dermed vinde KOMO Rallysprint med et sammenlagt forspring på ni sekunder til Simon Vallentin, der dog havde en snurretur i det sidste heat. Det afsluttende røverheat gik også til køreren fra Glad Sport, der nu står noteret for fire sejre i løbet – heraf de tre seneste i streg.

Glad Sport


Læs mere om:
  • Kenneth Madsen
  • Glad Sport

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport