Anders Kirkeby Hansen og Nicolai Aamann med nyt fokus i ombygget rallybil
Lysten har været der længe, lysten til at prøve noget andet, og nu gør den sønderjyske short-rallymester og tredobbelte DM-vinder Anders Kirkeby Hansen fra Haderslev alvor af det og fokuserer i 2026 på Nordic Rally Championship.
 Anders Kirkeby Hansen og Nicolai Aamann støttes af en sponsorgruppe bestående af arbejdskollegerne Martin Meinertz og dennes børn Vera, Augusta og Hubert, Jeppe Boel, Rasmus Lundorff, Tommy Sørensen samt Karsten Bruun og dennes børn Kristoffer og Valdemar, som alle har deres navne på AH Motorsports Ford Fiesta. (Foto: Mark Lundemann-Nielsen)
- Hen over vinteren har jeg modificeret bilen med en såkaldt “grusundervogn“ og dæk til kørsel på gruset underlag, så den er klar til udfordringerne i turneringen både herhjemme og i de øvrige nordiske lande, fastslår den 29-årige sønderjyde, der får sin tidligere makker Nicolai Aamann fra Kolding som co-driver i AH Motorsports rallytrimmede Ford Fiesta.
Til en begyndelse starter de to den 28. marts i det svenske Rally Svedala, der omfatter otte hastighedsprøver og har servicepark på flyvepladsen i Malmø.
 Anders Kirkeby Hansen har fire gange vundet DM-guld i sin vognklasse - og sluttede i sidste års Dansk Super Rally på en samlet 13. plads, og skifter i denne sæson til den nordiske mesterskabsturnering, og fortsat med et serviceteam bestående af Jakob Truelsen og Poul-Erik Hansen. (Foto: Jokum Tord Larsen)
- Planen er at køre to af de tællende nordiske rallyer i Sverige, to i Norge og to i Danmark. Foreløbig gælder det i Rally Svedala om at genopfriske samarbejdet i bilen og få denne testet efter omstillingen til grusprøver, tilføjer Anders Kirkeby Hansen.
NRC-turneringen tæller rallyer i både Danmark, Norge og Sverige. De to danske NRC-runder køres i forbindelse med Dansk Super Rally i Kjellerup og Stoholm henholdsvis ultimo maj og primo oktober.
 Anders Kirkeby Hansen i sin Ford Fiesta på en hastighedsprøve ved Snoldelev i Rally Midtsjælland 2025. (Foto: Morten Dam)
For Anders Kirkeby Hansen er det en længe næret drøm, som dermed går i opfyldelse med en ny undervogn og dækmontering på bilen, som han med succes har kørt i flere sæsoner.
- Nu får jeg at se, hvad vi kan drive det til i udenlandsk selskab. Det bliver i første runde en udfordring med testen i Rally Svedala, som skal køres uden noter, slutter han.
 Anders Kirkeby Hansen er sammen med Nicolai Aamann i den velkørende Ford Fiesta klar til opgøret om årets nordiske rallymesterskab. (Foto: Morten Dam)
AH Motorsports sats på det nordiske rally opgør er baseret på et meget stramt budget, som indtil videre blot er støttet af en lille sponsorgruppe bestående af kolleger. Sammen med deres børn har de skillinget sammen for at bidrage til den sønderjydske indsats i Nordic Rally Championship 2026.
Anders Kirkeby Hansen, AH Motorsport
Morten Dam - autoMOTIV/specialpress |