Bastian Buus deltager i weekendens langdistanceløb på Nürburgring, hvor danskeren skal hjælpe Dinamic GT og Pirelli med at forberede sig til 2026-udgaven af 24-timersløbet.  >(Foto: Dinamic GT)
Årets højdepunkt for Bastian Buus er indtil videre podieresultatet i det verdensberømte 24-timersløb på Nürburgring, hvor den danske Porsche-fabrikskører kørte Dinamic GT-teamets Porsche 911 GT3 R over målstregen på en tredjeplads. Den trofæindbringende præstation har kun styrket danskerens rolle på det italienske hold, som denne weekend stiller op til niende afdeling af Nürburgring Langstrecken-Serie.
 (Foto: Dinamic GT)
– Weekendens opgave er at tage hul på forberedelserne til næste års udgave af 24-timersløbet. Vi har en masse feedback, som vi skal evaluere og prøve af, og samtidig stiller vores partner, Pirelli, med nye dæk, som også skal testes, lyder det fra Bastian Buus.
 (Foto: Dinamic GT)
Buus stiller op sammen med Joel Sturm i Pro-klassen, hvor makkerparret blandt andet skal kæmpe imod den firedobbelte Formel 1-verdensmester Max Verstappen, som stiller op for Ferrari-teamet Emil Frey Racing. Red Bull-stjernen deltager angiveligt i løbet for at forberede sig på sin egen fremtidige deltagelse i det tyske 24-timersløb, hvilket har skabt ekstra stor opmærksomhed på weekendens ræs.
 (Foto: Dinamic GT)
– Det kaster glans over weekenden, at så stort et ikon stiller op, og samtidig fortæller det en del om, hvor prestigefyldt 24-timersløbet med tiden er blevet. Umiddelbart tror jeg ikke, vi har farten til at kunne være helt med i toppen, men man ved aldrig. Det kunne være fedt at slå en Formel 1-verdensmester, tilføjer danskeren.
 (Foto: Dinamic GT)
Niende afdeling af Nürburgring Langstrecken-Serie flages grønt lørdag den 27. september klokken 12.00 og kan følges live på YouTube.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Bastian BuusNürburgring27/09/25 - Nürburgring - Nürburgring Langstrecken Serie |