STEP Motorsport tog sig igen af topplaceringerne i Radical Cup Scandinavia, da næstsidste afdeling af mesterskabet blev kørt på Mantorp Park.
Selvom mesterskabsførende Sebastian Schou tog til den for ham nye bane med intentionen om blot at sikre flest mulige point uden at tage unødvendige chancer, endte weekenden med to dobbeltsejre og store forspring til nærmeste konkurrent.
Også Morten Strømsted havde en succesfuld weekend, hvor nogle kaotiske omgange i weekendens sidste løb gjorde det muligt for ham at køre sig til tredjepladsen - årets bedste resultat for den førende i Masters-kategorien.
 (Foto: Racefoto.se)
Som en ekstra udfordring var teamchef Morten Dons også trukket i køredragten efter fem års pause fra det varme sæde, og han fik et vellykket comeback selvom resultaterne ikke fuldt afspejlede fortiden som løbsvinder i internationale sportsvognsmesterskaber. Måske fordi fokus trods alt primært var på at være teamchef:
"Det var fantastisk at komme tilbage bag rattet. Radical-raceren er en virkelig god racerbil, og jeg nød at være på banen og kæmpe med i feltet. Men jeg må også indrømme, at det i sådan en weekend glæder mig endnu mere at se Sebastian levere så overbevisende en præstation på banen. Han var i en liga for sig selv, og det giver mig høje forhåbninger til den kommende weekend", siger Morten Dons.
I weekenden kan Sebastian Schou nemlig sikre mesterskabstitlen i Radical Cup Scandinavia, som han fører med 65 point ned til nærmeste konkurrent. Med et godt resultat i det første løb kan mesterskabet være i hus, men STEP Motorsport tager ingen chancer:
 (Foto: Racefoto.se)
"Vi gennemgår bilen fra A-Z og tilbage igen, og jeg ved at Sebastian er gået i komplet forberedelses-mode i det tilfælde, at noget uventet sker og han ikke kan cruise sig i mål. Det er ikke et tilfælde, at han fører mesterskabet, og det skal ikke være et tilfælde, som koster ham titlen", siger Morten Dons, der får en travl finaleweekend, da STEP Motorsports Nordic 4-kørere også udkæmper sæsonens sidste slag i weekenden.
Finaleløbene i Radical Cup Scandinavia kan ses live på Youtube.
STEP Motorsport Læs mere om: Morten DonsMorten StrømstedSebastian SchouMantorp Park20/09/25 - Mantorp Park - Radical Cup Scandinavia |