Der var ikke kun jubel og feststemning hos RaceGroup efter den dramatiske afslutning på TCR Denmark 2025 ved Night Race på Padborg Park.
Malte Ebdrup sikrede årets mesterskab i Race 2, men det var ikke uden dramatik, da hans overhaling sendte Kasper H. Jensen af banen og i sandet - og dennes mesterskabschancer i samme retning. Den femdobbelte mester var klar i mælet, selv efter at have sundet sig et stykke tid efter sidste heat var kørt:
- Jeg er vist for flink hernede (på Padborg Park, red). Det var det samme sidste år, hvor jeg var flink og gav plads, men blev parkeret i sandet. Jeg er skuffet, for at være ærlig. Ikke over min egen eller teamets præstation, men jeg synes ikke at dén manøvre var i orden, lød det fra den detroniserede TCR-mester.
Og det var da også en nedslående afslutning på den opblomstring, den regerende mester havde oplevet i anden halvdel af sæsonen. Med et pænt resultat ved Copenhagen Historic Grand Prix, efterfulgt af imponerende sejre ved Grand Prix Danmark havde Kasper H. Jensen kørt sig tilbage i kampen om mesterskabet.
- Vi er kommet mega godt tilbage. Efter starten på sæsonen var jeg tæt på at afskrive det hele. Alt drillede, og vi havde svært ved at finde ud af, hvad der skulle arbejdes på. Men det hårde arbejde betalte sig, og allerede i København kunne vi se forskellen. Grand Prix'et var helt fantastisk, og derfor kom vi også herned med høje forventninger. Jeg tror, det kunne være blevet helt godt, hvis ikke..., siger Kasper H. Jensen.
Malte Ebdrup: 60/40 til mekanikerne
Den dramatiske afslutning på sæsonen var heller ikke det, aftenens hovedperson havde håbet på. Men Malte Ebdrup havde ingen andre muligheder, end at gøre forsøget, fortæller han:
- Det er helt sikkert en streg i regningen at mesterskabet blev afgjort på den måde. Men det var en svær situation, for jeg vidste at jeg havde farten i Race 2, og at mine dæk var til mere end Kaspers - og i Race 3 ville styrkeforholdet være omvendt. Så det var dér, chancen skulle tages, siger Malte Ebdrup, og fortsætter:
- Hvis ikke jeg gjorde forsøget, ville jeg med stor sandsynlighed ikke vinde mesterskabet. Hvis jeg tog chancen, ville jeg måske vinde mesterskabet. Kasper gjorde hvad han skulle og forsøgte at lukke døren, men der var jeg allerede committed, og så endte det som det gjorde.
Trods en smule malurt i bægeret var det en glad Danmarksmester, som kunne se tilbage på en succesfuld TCR-sæson:
- Jamen det har jo været en sindssygt fed sæson. For mig tilhører titlen 60/40 mekanikerne og mig, for de har leveret en vild indsats helt fra starten af sæsonen. Jeg er super taknemmelig for deres hårde arbejde og kæmpe opbakning. Alle i RaceGroup har været fantastiske at arbejde med, siger Malte Ebdrup.
TCR Denmark Læs mere om: Kasper H. JensenMalte EbdrupRaceGroupPadborg Park13/09/25 - Padborg Park - TCR Denmark |