På to weekender skal mesterskaberne i Touring Car Championship Denmark afgøres. Næstsidste afdeling køres i weekenden på FDM Jyllandsringen.
I toppen af den samlede stilling har Tino Vang Jørgensen placeret sig, om end ikke komfortabelt, så i hvert fald med en øget føring til Claus Møller Jensen, der havde en uheldig weekend på Ring Djursland. Det bliver med stor sandsynlighed én af de to herrer, som kommer til at udkæmpe slaget om det generelle mesterskab, og samtidig fører de an i henholdsvis Evolution og Light-klasserne.
Brian Johannesen skal i hvert fald strenge sig mere end almindeligt meget an, hvis han skal hente de 85 point, som er afstanden op til Tino Vang Jørgensen i Evolution-klassen. I Light-klassen er situationen næsten den samme; her har Torben Jensen 51 point op til Claus Møller Jensen, mens Rasmus Moth Madsen har bare 28 point op til den anden BMW-kører.
Til gengæld bliver der masser at kæmpe om for Basic-kørerne, hvor Jonas Mortensen på trods af en ganske stærk sæson kun har 28 point ned til Boris Dekic, mens Victor Odin Soria har fundet godt med fart siden starten af sæsonen og med 23 point til andenpladsen kan komme i spil til den. Derudover skal Lasse Genz ikke afskrives efter hans flotte debut på Ring Djursland med hans Peugeot 208, og Jimmy Bob Søgaard Jensen har tidligere været i stand til at blande sig i toppen med sin Suzuki Swift.
En håndfuld nye kørere skal der også bydes velkommen til i weekenden; Slavko Ivanovic og Dennis Johansen stiller begge til start i BMW E46-modeller hos Graabæk Racecars, mens Jacob Wunderov ligeledes har fundet en E46, som han stiller op med i eget team.
Der skal nok blive action på den midtjyske asfalt i weekenden - men med måde; for weekenden efter gælder det altså finaleweekenden på Padborg Park.
Tidsplan for TCCD på FDM Jyllandsringen
Lørdag den 27. september
09:35 - Tidtagning
15:00 - Race 1
Søndag den 28. september
12:17 - Race 2
16:05 - Race 3
Touring Car Championship Denmark Kim Gripping Læs mere om: Jyllandsringen28/09/25 - Jyllandsringen - Touring Car Championship Denmark |