Rally Sprint   03/09/25

Sejr og mislyd for Glad Sport
Den sjællandske finale i MRF Dansk Rally Sprint Cup Øst endte både positivt og negativt for Glad Sport.

Den fjerde og sidste runde af MRF Dansk Rally Sprint Cup Øst fandt sted på Gammelrand Betons arealer ved Svebølle, så det var næsten hjemmebane for Glad Sport, hvor Kenneth Madsen (Slagelse) og Jacob Madsen (Ruds Vedby) stillede op.

Det blev til en generel sejr for Kenneth Madsen, der havde forskellige sponsorer med som co-drivere i løbet af de fire heat. Mere end to minutters forspring til nærmeste rival havde køreren i den blå Citroën C3 Rally2, da dagen var omme.


Kenneth Madsen kørte sig til sejren på Gammelrand Betonfabriks arealer.
(Foto: Allan Christiansen)

”Det var skønt at kunne give nogle af teamets gæster og sponsorer en oplevelse,” siger Kenneth Madsen. ”Hastighedsprøven var ikke den, vi anvender til det årlige rallysprint i Gammelrand, men lå på arealet syd for landevejen.”

”Det var en rigtig god hastighedsprøve, som havde lidt af hvert. Der var hop og smalle passager, men samtidig også en god længde på hastighedsprøven. Det var en god prøve, hvor vi virkelig kunne give vores gæster en god fornemmelse af, hvordan det foregår på en rigtig rallyprøve.”

I det første heat fulgte Jacob Madsen på andenpladsen, små ti sekunder efter sin bror. Men i næste heat valgte han at slække på gassen, trille i mål og ikke deltage i de to sidste heats.


Jacob Madsen måtte stoppe før tid med en mislyd i sin Renault Clio Rally3.
(Foto: Allan Christiansen)

”Der kom en mislyd på et sted, hvor bilen lettede ud over en kant. Uha, det lyder ikke godt, tænkte jeg, for det lød meget metallisk,” siger han. ”Jeg var bange for, at der var sket noget med en aksel eller et bagtøj. Selv den gæst, jeg havde med, sagde Hvad skete der? Men jeg turde ikke køre videre.”

Jacob Madsen og det øvrige servicemandskab i Glad Sport har nu adskilt transmissionen på sin Renault Clio Rally3.

”Alt er skilt ad nu, og tingene var bare i orden. Det er lidt nederen, at der ikke er et eller andet galt,” siger Jacob Madsen.

Næste udfordring for Glad Sport bliver fjerde afdeling af Dansk Super Rally – Rally Midtsjælland, som den 20. september køres med base i Viby Sjælland.

Glad Sport Presse


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Glad Sport
  • Svebølle
  • 30/08/25 - Svebølle - Rally Sprint

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport