Rally Sprint   04/06/19

Team Hyllinge Racing melder klar
Team Hyllinge Racing testede og sluttede på en fin tredjeplads. Nu er de klar til Yokohamamesterskabet Øst i Skælskør og to runder i DM-rally

John Frederiksen og Thomas Holm Hansen, Herlufmagle/Hyllinge, var på startlisten til årets Motorsportshop Rally Sprint 2019 i Ringe på Fyn, og med en klar målsætning om at få optimeret den kraftfulde BMW Compact M3, der stod monteret med nye Hankook-dæk.

I det første af dagens fire heat på den 8.5 kilometer lange rundbane i Ringes industrikvarter var det sjællandske hold tredjehurtigst efter to 4-hjulstrukne biler: svenske Håkan og Pamela Oddshammar i en Ford Fiesta R5, og Kenneth Petersen sammen med Finn Richardt, Svinninge/Bjæverskov, i Skoda Fabia S2000.


John Frederiksen og Thomas Holm Hansen eksperimenterede med bilens opsætning og sluttede dagen i Ringe på en tredjeplads.
(Foto: MD - specialpress@gmail.com)

Sådan fortsatte det i de følgende tre heat, og BMW-holdets tider blev forbedret hver gang, så i den samlede stilling sluttede Team Hyllinge Racing på sjettepladsen, hvilket efter omstændighederne var tilfredsstillende.

I første heat var tiden 5:28.698 min., i andet heat 5:19.743 min., de i det tredje og fjerde heat, der blev afviklet med omvendt kørselsretning i et let ændret baneforløb, blev noteret tider på henholdsvis 5:30.775 og 5:28.818 min.

Dagens resultat for Team Hyllinge Racing. En tredjeplads i klassen og sjettehurtigste hold generelt.


Efter dagens to første heat var der i en servicepause tid til at justere på bilens affjedring, så holdets omgangstider blev yderligere forbedret.
(Foto: MD - specialpress@gmail.com)

Havde brug for køretræning

- Vi begyndte sæsonen med en rallytest i Roskilde og ville efter planen fortsætte med justeringer og optimering af bilen i det skånske Lille Mats, som imidlertid druknede i regn, så dét fik vi ikke noget ud af, fastslog John Frederiksen efterfølgende, og tilføjede:
- Men nu fik vi afprøvet de nye dæk ligesom vi fik trimmet bilens affjedring yderligere, og samlet nogle erfaringer, der kan blive til nytte senere i forhold til de kørselsforhold, vi konfronteres med.

I første omgang bliver det anden runde af årets Yokohamamesterskab Øst i Skælskør den 10. juni. Senere følger starter i to runder af Danmarksmesterskabet i rally i dels Slagelse og dels Roskilde, henholdsvis ultimo august og september. Forinden stiller teamet til start i det klassiske rallyshow i Fårvang den 9. august og dagen efter i endnu en afdeling af Yokohamamesterskabet, som køres i Randers.

- For os handlede det i Ringe både om at få afprøvet nogle ændrede indstillinger af billen og om at få kørt nogle kilometer, så vi er maksimalt forberedte til de kommende udfordringer, sluttede John Frederiksen efter en vellykket dag med den sprintende BMW.


Forsøget med montering af en ny dæktype på BMW’en faldt så godt ud, at teamet fortsætter med dem i rallysprintet i Skælskør den 10. juni.
(Foto: MD - specialpress@gmail.com)

Team Hyllinge Racing

Morten Dam
Specialpressen

 

Reklamer

H.I. Auto


Bruno Hansen Motorsport


Yokohama Advan dæk