Historisk   30/03/19

En særlig dag for klassiske biler
Søndag den 14. april afholder Struer & Omegns Motor Sport (SOMS) sammen med Lemvig & Omegns Motor Sport (LOMS) og en række øvrige klubber i Dansk Automobil Sports Union en særlig dag for klassiker-folket – de mennesker, som har interesse for klassiske biler (typisk biler der er mere end 25 år gamle) og måske ligefrem ejer en klassisk bil selv.

Her kan du og din klassiske bil prøve kræfter med pålidelighedsløb – en afslappet form for motorsport, hvor alle kan være med. Kort fortalt handler det om at kunne holde en bestemt gennemsnitsfart, som aldrig overstiger 50 km/t., og deltagerne ledes på vej af en letforståelig rutebog. Ruten går ofte ad nogle af Danmarks kønneste veje, så deltagerne også får en oplevelse med hjem.

”Vi ved, at mange indehavere af klassiske biler gerne vil bruge bilen til lidt mere, end blot at køre en lille tur en gang imellem. I pålidelighedsløb får man både luftet bilen og oplever hyggeligt samvær med ligesindede, og man ser de kønneste steder i Danmark. Dertil krydret med lidt konkurrence, som man kan vælge at gå meget op i eller blot at være med”, fortæller Jan Kuipers fra LOMS, der er løbsleder på den ca. 60 km lange rute der den 14. april starter fra Struer.


Man behøver ikke have en åben sportsvogn, som disse herrer havde, da de i 2013 deltog i et løb for klassiske biler i Struer. Hovedreglen er, at bilen er klassisk, hvis bare den er mindst 25 år gammel, men man kan også deltage i Classic Day i en nyere bil.

I samarbejde med FDM afholder Dansk Automobil Sports Union hvert år et mesterskab i pålidelighedsløb, hvor mestrene kåres ud fra resultaterne i 4 ud af 6 løb. Faktisk er der tale om hele 3 mesterskaber, idet deltagerne deles op i forskellige klasser alt efter mandskabets erfaring. De 6 løb er fordelt over hele landet og foregår typisk på mindre, men gode og jævne veje, hvor man ikke skal være nervøs for, at bilen tager skade.

Den 14. april kl. 12 står motorklubberne i Struer og Lemvig klar til at sende deltagerne ud på en lille, nem rute efter en kort instruktion. Skulle klassikeren ikke lige være kommet ud af garagen endnu, kan man selvfølgelig køre i sin normale personbil. Ruten som SOMS og LOMS har planlagt starter hos Nordvestjysk Autogalleri på Industrivej 10 i Struer og efter en tur i den flotte natur mellem Struer og Lemvig slutter løbet i Lemvig, hvor de to motorklubber er vært ved en kop kaffe. Inden deltagerne bliver sendt ud på ruten, gives der en kort instruktion i hvordan ruten er sammensat, så kom gerne i god tid inden kl. 12.

Man kan også læse mere og finde flere oplysninger på www.dasuclassic.dk, under fanebladet ”Classic-day”.

Man skal være 2 personer i hver bil. En til at køre bilen og en til at læse kort. Deltagelse i arrangementerne vil koste et lille startgebyr på 50 kr. pr. mand, som inkluderer prøvemedlemsskab i 3 måneder af en motorklub, nyeste nummer af FDM´s blad ”Motorclassic”, deltagelse i prøveløbet og ikke mindst gratis adgang til den fine bilsamling, Strøjersamlingen på Fyn, den 9. juli 2019, hvor aftenen vil stå helt i motorsportens tegn med præsentation af klassiske biler, som deltager i turneringen, men også rallybiler og gocarts vil være til stede.

Følg også med på facebook-siden FDM DASU Classic, som løbende opdateres.

Struer & Omegns Motor Sport


Læs mere om:
  • Classic Day 2019 - En særlig dag for klassiske biler

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk