Rally   09/12/16

Hvad du ønsker skal du få...
Det var nok præcist det Carsten Jensen fra Holstebro håbede ville ske inden sæsonen 2016, men at det hele så tilmed gik i opfyldelse - ikke mindst på grund af en bundsolid og stabil indsats er jo så en hel anden snak!

Det hele startede med at Carstens Renault Clio III blev udskiftet til en fabriksny Clio IV... Mange aftener og timer senere stod der en fantastisk rallybil klar, men det var jo først her det hele startede. Al begyndelse er svær, men som med alt andet så lærer man når man øver, og det var præcist det Carsten Jensen og hans trofaste co-driver Michael Fasterholdt gjorde. De lærte hver gang de var afsted, og det er blevet til imponerende deltagelse i 18 løb gennem 2016 sæsonen. Endnu mere imponerende er det måske at de er kørt helt til målstregen 17 af de 18 gange, og den ene gang løbet sluttede før planlagt - ja der kunne bilen ikke bebrejdes. Den flotte sølvfarvede Clio har ikke én gang sagt eller gjort noget forkert.

Deltagelse er jo så én ting - gennemføre er en helt anden ting, men har det så båret nogle resultater med sig. Svaret er kort og præcist - JA! Der er blevet deltaget i 4 mesterskaber, hvilket har givet 3 guldmedaljer og en enkelt sølvmedalje. Den største sejr må ubetinget være titlen som dansk mester i klasse 5, der gælder tunede 2 hjulstrukne biler over 1600 CCM. Når man kigger ned over den samlede deltagerliste og samtidig tager i betragtning at der er blevet deltaget med en nybygget - ikke mindst "selvbygget" bil - ja så kan man ikke andet end blive en anelse duperet. Det er nogle særdeles kompetente herrer der har kæmpet med om pladserne, og de kører i nogle særdeles potente biler. Men en stabil indsats gang på gang gav pote til sidst, og den helt store pokal kunne tages med til Holstebro.

Nu venter vinterpausen hvor der vil være mulighed for at servicere såvel Clio, mandskab og ikke mindst familier, inden sæsonen for 2017 går løs. Der skal overhovedet ikke herske det mindste tvivl om at Carsten, Michael og Clio'en igen til næste år vil være at finde på de danske rallyprøver - dog nok i lidt mere begrænset omfang end det har været tilfælde i år.

Fakta om 2016: Dansk mester: DM-rally klasse 5
Dansk mester: Yokohama vest
Dansk mester: DASU Minirallycup syd

Slutteligt skal der lyde en tak så stor at den ikke kan beskrives til følgende:

Serviceteamet
Officials og prøvemandskab
Sponsorer
Familie og venner
Rallykollegaer
Fans og tilskuere

Tak for rallyåret 2016

På vegne af
ÆG Racing
Carsten Jensen


 

Reklamer

Bruno Hansen Motorsport


Yokohama Advan dæk


H.I. Auto